TILLYKKE ALLE SAMMEN
Tillykke med det, vi er sammen om i dag, og har været i 25 år. Når jeg ser tilbage, er det som at se den tid gennem et kalejdoskop, hvor figurerne glimter i mange farver, lyse og mørke, danser og skifter plads. Og dog er der et mønster i bevægeligheden.
Uden at skyde over målet, men også uden at tøve, vil jeg tolke det mønster som, at noget er lykkedes for os. Vi har holdt sammen på nogle værdier, som ikke alene er utopiske men også praktiske, ikke alene smukke men også absolut nødvendige, værdier, som er både indlysende og vildt krævende.
De værdier kan under eet kaldes fredelig konfliktløsning. Vi har holdt os til dem, vi er også snublet over dem, de er blevet dyrket og gjort brugbare for rigtig mange mennesker.
Jeg er sikker på, at det nytter, om end verden ser grum ud. Lige uden for vinduerne kan vi her fra salen se Christiansborg Slotsplads med op mod 30.000 mennesker, på klimamarch. De ved, at vores fremtid her på kloden er usikker, hvis vi ikke handler øjeblikkeligt og resolut, og de viser, at de ønsker at tage ansvar for denne reelle krise. Det er den virkelighed, CfK kommer til at arbejde i. Det kan ikke være anderledes.
Men i dag fejrer vi de 25 år. Tillykke til alle jer der er med i CfKs rum:
– CfK Ung, der uddanner nye unge, og som i disse dage er synlige med ’1000 drawings’ og en festlig afslutning i Frue Kirke, efter et langt iderigt forløb. De unge, der går forrest i klimakampen, får brug for jeres støtte nu.
– CfKs Rådgivere, som gennem mange år støt og roligt har hjulpet almindelige borgere til at få løsnet eller løst deres hverdagskonflikter. Det har de gjort med empati og velfunderet faglighed, og uden betaling.
– LIVIAfonden, som er til for at synliggøre og støtte de mennesker, der ude i verdens brændpunkter besvarer brutalitet med ikkevold. I eftermiddag ved LIVIAfondens prisuddeling vil vi møde nogle af disse modige mennesker, f.x fra Nigeria og Colombia. Vi skal høre deres egne historier og fejre dem.
– Underviserne, som hele tiden udforsker og forfiner de ældgamle metoder i konfliktløsning, giver vores tankesæt dybde, finder nye måder, og ikke falder tilbage på rutine. Her findes en omhu, som gør mig meget tryg ved CfKs fremtid.
Velkommen til alle, ikke mindst de gæster, som vil holde oplæg og workshops om, hvordan de bruger konfliktløsning i deres arbejde i dagens Danmark
Sammen med os i dag er også Sonam Dechen, leder af vores tibetanske søsterorganisation Tibetan Centre for Conflict Resolution, TCCR. For tyve år siden havde vi den glæde at hjælpe dem med at starte deres center, faktisk på opfordring af Dalai Lama. Vi uddannede deres første trænere: 16 arbejdsløse unge eksiltibetanere i Indien.
Det gik strygende i begyndelsen, de nød vores frie måde at undervise på og var meget ivrige. Men så indfandt der sig lidt efter lidt en grå mathed – det visnede mellem hænderne på os. Det var en nedtur, som vi ikke kunne greje, indtil det gik op for os, at vi skuffede dem, fordi de forstod noget helt særligt ved ordet konflikt. For dem betød det KONFLIKTEN, som overskyggede alt: Kinas besættelse af Tibet.
Og den kunne vores metoder ikke rette op på, så vores forventninger talte forbi hinanden.
Konflikternes univers rækker jo fra gnidninger i familie og på arbejdsplads til sammenstød mellem etniske grupper, borgerkrig og krig mellem nationer. Så for at komme frem til en slags orden på, hvad gruppen kunne bruge konfliktløsning til, foreslog vi derfor et tankesæt, som vi kaldte zonerne, og af disse zoner der tre. Mindst.
Zone 1 er det store samfunds område, som vi ikke har direkte adgang til, men lever under og hører om gennem medier, f.eks. lovgivning, staters styring, det globale marked, NATO, FN, transnationale koncerner og verdenssamfundet.
For tibetanerne var zone 1 først og fremmest Tibets ufrihed, den årelange landflygtighed, den endeløse besættelse, de håbløse udsigter – og håbet om et frit Tibet, som lever på trods.
Zone 2 er der, hvor man lever sin hverdag, ansigt til ansigt. Her er vi i vores forhold til familie, kolleger, medarbejdere, venner, naboer. Det er her, vi møder konflikterne og her, vi agerer og kan gøre noget ved dem. Det er også i zone 2, vi kan slå os sammen for at påvirke de store beslutninger i zone 1.
For vores tibetanske gruppe var zone 2 deres eksilsamfund i Indien. Den kinesiske besættelse var årsag til eksilet og skaber stadigt nye konflikter, f.x. mellem de flygtninge, som hele deres liv har boet i Indien og dem, der for nyligt er kommet den lange vej over Himalaya. Der er store forskelle mellem de to gruppers levevilkår og kultur. Et problem er, at en del af de nye flygtninge oplever at blive set på som andenrangsborgere, og de ’gamle’ flygtninge, som er født i Indien, oplever til tider de nye som uslebne og besværlige.
Zone 3 er læringens område. Her forbereder vi os til at handle i de konflikter, vi er involverede i og at forstå de store konflikter, som påvirker dem. Det kan ske i workshops og træningsgrupper, men også når man i enrum reflekterer over sine kriser, og måske taler med en anden for at forstå dem og finde råd for dem, muligheder for at handle.
Vores arbejde med zonerne var en lettelse, som gjorde det mere klart for gruppen, at de faktisk kunne bruge den interpersonelle træning i det internationale problem vis a vis Kina. De fandt frem til, at målet for deres kommende center måtte være at styrke sammenholdet blandt deres landsmænd, så de kunne stå mere rodfæstet i deres lange kamp for Tibet. Og det har de gjort lige siden.
Lad os nu fremkalde et aktuelt eksempel på, hvordan verdensproblemer fletter sig sammen med de konflikter, vi møder her i landet – de globale flygtningestrømme. Der er i alt 70.8 mio. mennesker, som har måttet flygte fra deres hjem, 26 mio. har krydset grænserne, resten er internt fordrevne. De er flygtet fra krig, forfølgelse, klimaødelæggelser, fattigdom. Det er en gigantisk zone 1- bevægelse, en virkelighed, der spiller ind på alle samfund, naturligvis også Danmark.
Mange danskere byder de nye velkommen, hjælper dem, løfter debatten – og det trænges der til. For der er i Danmark en påfaldende hård, ubarmhjertig tone, privat, offentligt, på de sociale medier, også med nedrige, personlige angreb. Og der er en lovgivning, som i store træk drejer sig om at holde antallet af flygtninge og indvandrere på et niveau, som forekommer rimeligt og realistisk – hvad der er meget delte meninger om.
Nogle danskere føler deres levevilkår truede, De bliver usikre og bange og vender deres frygt og vrede mod de nytilkomne. Og de bliver endnu mere bitre, hvis man moraliserer over dem og deres bekymringer, kalder dem egoistiske og racistiske. Så bliver uenighederne til fjendskab.
Her er en vigtig opgave for CfK, her er brug for at hjælpe de uenige til at mødes og tale sammen. Men hvordan kan vi bruge dialogens redskaber, når det bliver svært for alvor? Hvordan bruge vores faglighed her? Hvordan kan man besinde sig og handle klogt, når det brænder på? Hvordan kan jeg tale med mine nærmeste om dette, når vi er seriøst uenige, når kontakten bliver pinagtig og der er slagsmål rundt om bordet?
Hvordan kan jeg rumme mennesker, hvis syn på flygtninge jeg ikke kan holde ud? Hvad kan jeg stille op med min egen vrede? Kan jeg se den så klart, at jeg kan slippe den? Hvordan reagerer jeg forresten selv, når jeg selv føler mig set ned på, truet og svigtet? – Omtrent lige som alle de andre uperfekte mennesker derude, vil jeg tro.
Her er det ikke de gode mod de onde. Bare mennesker på godt og ondt.
Der er sket andre afgørende skift i vores 25 år – hvad betyder det for CfKs arbejde? Når man går rundt i denne lysende majdag, så ser det alt sammen normalt ud, på trods af al uroen i verden. Træerne grønnes i den sædvanlige rækkefølge, og fuglene kvidrer jo sandelig som sædvanligt, når vi vågner om morgenen, det er helt normalt..
Men det er jo ikke helt normalt altsammen, vi ved det, og alle dem der står nede på slotspladsen ved det. Alle ved det, everybody knows. I vores mere vågne øjeblikke indser vi med et sæt, at vi eksisterer i en bogstaveligt talt livstruende virkelighed – og den indsigt er ikke til at se bort fra, selv i et jubilæum
For det er ikke en dommedagsprofeti, men iskolde fakta, lagt frem af FNs mest kompetente forskere. I dag er det svært at finde én anerkendt forsker, som bestrider, at vores biologiske livsgrundlag & klimaet nærmer sig et tipping point, et point of no return, alt for hastigt. Og så kan vi ende i en ond spiral, hvor ødelæggelsen løber løbsk, selvforstærkende, ude af kontrol. Det er det første og mest triste tipping point.
Det behøver ikke ske, men vi har kun kort tid til at vende om, nogle siger 10 år – så alting er ikke normalt, noget har ændret sig. Det er tydeligt, f x når 1 mio. dyre- og plantearter er truet af udryddelse, når der hvert minut fældes oprindelig skov, svarer til 30 fodboldbaner. Den zone 1, vi er helt flettet sammen med, har dramatisk skiftet karakter i vores 25 år, og nu går det stærkt.
Kommer det CfKs arbejde ved? Naturligvis gør det det, men hvordan, – det må vi tale sammen om.
Det andet tipping point er mere på den lyse side, det handler om vores bevidsthed, et bevidstheds-skred, som også lader til at være selvforstærkende og ustoppeligt, gudskelov.
Mange har længe vidst, at livet på planeten er i fare, siden 1987, da FNs Brundtlandrapport Vor Fælles Fremtid udkom. Klimakrisen var med i CfKs allerførste ideoplæg fra begyndelsen af 90erne. Det var ret få, som talte om den slags, dengang for 25 år siden. Men i dag, fx i valgkampen op til 5. juni, er der næppe et parti, som ikke er grønt. Det kan man smile lidt af, men også se som noget fantastisk lovende.
Netop i dag er der store klimamarcher, lige her og i mange andre byer over hele kloden. Forrest i den nye aktivisme står de helt unge og skolebørn, som strejker for klimaet. Deres talsperson Greta Thunberg taler her i dag, og hun er helt klar i mælet i sin opsang til de uansvarlige voksne: Jeg ønsker ikke, at I bliver fyldt af håb. Jeg vil have, at I går i panik – og så vil jeg have, at I handler.
Det vil vælgerne også have. Op til EU-valget i morgen, er EU-vælgernes topprioritet netop klima og miljø, siger meningsmålinger.
Men det gør også indtryk at høre, hvad en helt alm. vælger fra en jysk provinsby siger: det kan være ligegyldigt med tandpleje, hvis vi ikke har en klode mere, eller hvis vi skal til at slå hinanden ihjel, så vi får tilstande lige som de har dernede i Palæstina og Israel
Dette skarpe perspektiv var sjældent for 25 år siden, eller bare 5 år siden. Det er nye tider. Det er nu almindelig viden, at noget livsvigtigt er på spil. Der er en klimakamp i gang, nedefra og op i systemerne, fx Storbritannien, hvor ikkevoldelige aktioner fik et enigt parlament til at erklære landet i nødretsstilstand hvad angår miljø og klima. De folkelige oprør vokser verden over, og de bliver stadig mere kraftige og kreative.
Klimabevægelsen er ikkevoldelig og omfatter civil ulydighed, som er ved at blive en anerkendt ikkevoldelig metode. Måske skulle vi i CfK give den mere opmærksomhed? I det hele taget stille skarpt på de mange ikkevoldelige kampformer: Hvordan kan CfK støtte klimabevægelsen med vores faglighed?
Det kan vi, det ved jeg, for I har prøvet det før, at hjælpe græsrødderne og de temperamentsfulde ildsjæle til at holde det fælles perspektiv i luften frem for at brænde hinandens vinger.
Klimabevægelsen er indtil nu ikkevoldelig. Nogle tænkere sammenligner den fremstormende bevægelse med en anden bevægelse, som ingen troede på, da den startede: Gandhis ikkevoldelige masse-mobilisering, som bragte Indien ud af det britiske kolonistyre. Måske kan det lade sig gøre igen – at ændre de magtfuldkomne strukturer i zone 1 nedefra?
Allerede nu, andre steder i verden er det dysfunktionelle klima allerede en realitet, der fører stor lidelse med sig. 18 mio. mennesker er fordrevet på grund af ekstremt vejr. Mange steder rammes mennesker af væbnede konflikter, som er opstået af manglen på rent vand, vand, jord at dyrke, mad. Nogle af dem er voldsomme og voldelige, som borgerkrige. Det er den slags konflikter, mange af LIVIA fondens nominerede lever og handler i, modigt og urokkeligt.
Lige nu er der her i Vesten stor opbakning til, at politikerne skal gribe håndfast indtil fordel for miljøet. Men hvad sker der, når vi for alvor skal til at skære ned på vores forrykte forbrug? Når politikerne vover sig ud med lovforslag, der gør ondt? Når vi for alvor skal til at møde klimakrisen i zone 2, her hvor vi bor?
Jeg tror ikke, vi undgår bitter uenighed om det. Det værste, der kan ske, er at man vender usikkerhed og frygt imod hinanden, mister fokus og slås indbyrdes – det er set før. Og det vil ske igen. Så kommer CfK på arbejde.
Derfor er det godt at vide, at I har mange erfaringer med lige netop det, og solide redskaber – metoder til at få folk på talefod i stedet for krigsfod – at få slagsmål til at blive til samtaler, måske ovenikøbet dialog? Det har I prøvet før, og I kommer nok til at forstærke og befæste det arbejde – for vi er på vej ind i turbulente tider, og der bliver brug for CfK. Der bliver også brug for, at vi bevæger os tydeligere ud i den offentlige debat, selv når den bliver hadsk.
Vi har meget at bidrage med. Noget af det stærkeste og mest nyttige er mahatmaens råd om at skelne mellem the wrongdoer og the wrongdoing. Ikke angribe den person, der gør uret men selve uretten. Være skarp om problemet og åben over for personen. Gå efter bolden, ikke efter manden.
Denne gamle sande lærdom bliver der brug for i den kommende tid. I får også brug for jeres enestående kompetencer til at skabe møder mellem mennesker og alt det kreative, I gør, når I træner, underviser, mægler, faciliterer, alt det I er så gode til.
At være mild mod personen, og skarp om problemet. Gerne skarpere, meget skarpere! Der er brug for, at CfK kommer helt ud til dem, der bekæmper hinanden, både i hverdagen og i det offentlige felt.
Men det er lige så vigtigt, og inderligt nødvendigt, at bruge tid i zone 3, hvor besindigheden findes. Tid til eftertanke, at blive klogere, ja visere, fagligt og menneskeligt, og til at fordybe sig og finde tilbage til den indre ro, som jo altid er der! Tvivl ikke på det, den er der, roen. Og i denne urolige tid er der så stort behov mennesker, der kan finde den og bruge den, roen.
Det er, hvad jeg håber for centret. At I simpelthen vil fortsætte jeres gode arbejde i de næste 25 år, og især i de næste 10 år, som bliver afgørende for os alle sammen her på planeten
At I vil udvikle og fordybe jeres arbejde, som I plejer – nå ud til rigtig mange mennesker, som har mere brug for det end nogensinde både i hverdagslivet, og længere oppe i systemerne. Nå langt ud, og gøre det inde fra det sted, hvor I altid kan finde jeres indre ro
Tillykke med dagen
Tak fordi I er her
Jeg ønsker jer det allerbedste og en god jubilæumsdag