Dette kursus henvender sig til de ca. 500 personer, der igennem årene har deltaget i Center for Konfliktløsnings konfliktvejlederuddannelse også kaldet GRUK, og som efter at have praktiseret konfliktvejledning en tid, nu ønsker at fordybe deres kompetencer.
Kompetencerne har måske været anvendt i arbejdet med at skabe et sundt og konflikthåndterende arbejdsmiljø med mere tillid, bedre samarbejde, større arbejdsglæde og effektivitet, mindre stress og sygefravær, og nu ønsker man at komme et spadestik dybere.
Målgruppe
Uddannelsen henvender sig således til tidligere deltagere på konfliktvejlederuddannelsen (GRUK). Deltagerne kommer fra mange virkeligheder og diversiteten på holdet giver rig mulighed for at lære og blive inspireret af hinanden.
Indhold
Kursets indhold vil blive tilpasset deltagernes behov. Derfor vil alle tilmeldte blive kontaktet vedr. deres og deres organisations ønsker til og behov for fordybelse af konflikthåndteringskompetencerne. Det er sandsynligt, at de følgende emner vil indgå i kurset:
- At mestre den afklarende samtale – ”master class”
- At arbejde med egen og andres vrede vha. low arousal og kernepunkterne
- At give og modtage feedback uden at skabe konflikt
- At føre virkelig dialog som alternativ til argumentation
- At facilitere en inkluderende og handlingsskabende beslutningsproces – Deep Democracy
- At medvirke til at skabe en stærk konflikthåndteringskultur på arbejdspladsen
Arbejdsform
Arbejdsformen på uddannelsen er langt hen ad vejen som I kender det fra GRUK 1 med faste rammer, masser af træning med feedback, tryghed, ro og eftertanke, inspiration, skæve vinkler, provokationer, humor og fællesskab. I opfordres til at identificere jeres styrker og svagheder i forhold til de kompetencer, I ønsker at fordybe, og vi vil hjælpe jer med at arbejde med disse styrker og svagheder. De relativt få deltagere pr. underviser betyder at træningen superviseres tæt. Alle rejser hjem med handleplaner, de kan bruge i deres arbejde og i deres liv.
Det du får med hjem
Vores ambition er, at deltagerne efter kurset vil opleve sig kompetente i netop den eller de konflikthåndteringsmetoder, de kommer for at blive kompetente i. Det kunne fx være i form af en oplevet sikkerhed i afholdelse af afklarende samtaler (konfliktvejledende samtaler) med konfliktens parter. De to øvegange er sammen med den individuelle praksis i egen hverdag mellem modulerne helt central for at denne sikkerhed opnås.
Ud over de fordybede kompetencer vil deltagerne også udvikle individuelle handleplaner for konflikthåndteringsindsatsen i egen organisation. Handleplanen forberedes før kurset, videreudviklet under kurset og færdiggøres efter kurset i samarbejde med nøglepersoner i egen organisation.
Materialer
Materialet består både af 2021 udgaven af vores grundbog til uddannelsen Konflikt og Kontakt af Else Hammerich og Kirsten Frydensberg, som uddeles ved kursusstart, og af div. øveark, slides og guidelines, der sendes elektronisk og modtages i hard copy på kurset.
Varighed og størrelse
Uddannelsen varer 7 dage, som er fordelt på to moduler med to træningsdage i træningsgruppen mellem modulerne. Datoerne står nedenfor. Der er maksimalt 15 deltagere på holdet.
Undervisere
Uddannelsen har to gennemgående undervisere, som er ansvarlige for forløbet, følger processen nøje og står for oplæg, gruppearbejde og træning. Afhængig af det endelige program (deltagernes specifikke behov) vil du muligvis også møde gæstelærere med viden om specifikke emner.
Kursusbevis
Når du har gennemført uddannelsen, får du et kursusbevis fra Center for Konfliktløsning.
Udtalelser fra deltagere på det seneste konfliktvejlederkurser (GRUK 1)
”Absolut det bedste kursus jeg har været på. Jeg vil have mere! Det vigtigste, jeg har fået med hjem, er planen for, hvad der skal ske i min organisation og dertilhørende værktøjskasse, konfliktens kernepunkter (om end der er lang vej til at det bliver flydende) og opmærksomheden ift. mine egne konfliktmønstre. Jeg har fået en oplevelse af virkelig at have lært noget. Selvudvikling havde jeg håbet på, men ikke forventet.”
”Jeg har være glad for vekselvirkningen mellem oplæg og praktiske øvelser. De lange dage har føltes fine – måske fordi vi har været meget på og været så aktive.”
”Tak for jeres rummelige og anerkendende måde at undervise på. Jeg har følt mig tryg. Jeg er blevet udfordret på den gode måde, og jeg har lyst til at arbejde videre med det jeg har lært.”
”Det er godt, at underviserne kan give eksempler fra virkeligheden i deres oplæg, og når vi stiller spørgsmål til metoder og andet.”
Pris
24.500 kr. + moms.
Prisen inkluderer undervisning, materialer, forplejning og overnatning.
Sted
Uddannelsen finder sted på Liselund ved Slagelse: https://liselund.dk/ . Begge moduler er internat.
Tid
Modul 1: 4. – 7. oktober 2021
Øvedag 1 (i egen øvegruppe i egen landsdel): 13. oktober 2021
Øvedag 2 (i egen øvegruppe i egen landsdel): 27. oktober 2021
Modul 2: 8. – 10. november 2021
Undervisere
Bjørn Nygaard og Karin Nielsen