
“Konflikter er forbandede, når man står midt i dem, og det er svært at tro på, at de kan rumme mulighed for at lære nyt om sagen, om sig selv og om andre og husk, at ”selv en rejse på tusinde mil begynder med ét skridt” Lao-Tse
Birgitte Ravn Olesen
bro@konfliktloesning.dk
Præsentation
Jeg er mindst lige så optaget af dialog som af konflikter. For mig hænger de to uløseligt sammen. Dialog handler om at være i kontakt, konflikt opstår, når kontakten glipper. Derfor skal mennesker i konflikt støttes i at kunne genoptage kontakten til hinanden.
Erfaring og tilgang
Jeg er vokset op i en familie, der var bange for konflikter. Derfor fik jeg et helt nyt perspektiv på relationer og udviklingsmuligheder, da jeg fik indsigt i, hvordan man kan arbejde med dem.
Jeg har siden arbejdet med konflikter og samarbejdsvanskeligheder privat, i frivillige organisationer og på arbejdspladser igennem mange år. Min erfaring strækker sig fra at være mægler i familie-, par- og nabokonflikter, herunder konflikter mellem parter med forskellig kulturel baggrund til at arbejde mere procesorienteret i grupper, hvor målet er at håndtere konflikter på måder, som gør alle involverede klogere.
Metodisk er jeg optaget af at invitere refleksion, følelser og krop ind i mæglingen og procesudviklingen; hvordan kan vi blive klogere på, hvad vi gør ved hinanden og hvordan kan vi lære nyt både om os selv og hinanden i arbejdet med konflikter?
Jeg har særlig erfaring med undervisning indenfor uddannelses- og sundhedsområdet og bygger al undervisning på Mormors lov: Dét, man har erfaret på egen krop, huskes bedre end dét, man har hørt. Derfor skal al undervisning involvere deltagernes viden og erfaringer.
Uddannelse
Jeg er PhD i dialogisk kommunikation fra RUC, leder- og coachuddannet fra DISPUK, supervisionsuddannet fra INPRAXIS og har desuden pædagogiske efteruddannelser i undervisning på engelsk og PhD-vejledning.