
“Konflikter har mening. Og potentiale.”
Dorte Holmberg
dh@konfliktloesning.dk
Præsentation
Arbejdet med konflikthåndtering og mægling er for mig først og fremmest et relationsarbejde.
Klog og bevidst konflikthåndtering kan fremme tryghed i relationerne. Og tilstrækkeligt trygge relationer er for mig fundamentet for både trivsel og udvikling, i det personlige liv såvel som i arbejdslivet.
Erfaring og tilgang
Jeg startede mit arbejdsliv på det socialpædagogiske felt, i arbejdet med anbragte børn og unge. Jeg blev optaget af det organisatoriske, af arbejdsmiljøets og ledelsens betydning, og arbejdede som konsulent i mange år med organisations- og ledelsesudvikling bredt. Siden specifikt med konflikthåndtering, som underviser, mægler og procesmenneske.
De senere år har jeg valgt at koncentrere mig om og fordybe mig i arbejdet med de nære relationer, i rollen som mægler og psykoterapeut. Jeg arbejder med parforhold og familier (voksne søskende, voksne børn og forældre, sammenbragte familier, venskabsrelationer m.m.). Det oplever jeg som virkelig tilfredsstillende og meningsfuldt arbejde.
Uddannelse
Kultursociolog og Psykoterapeut MPF. Konfliktvejleder og -mægler.
Udover CfKs faglighed og værdisæt, står jeg fagligt på en platform af psykodynamiske, systemiske og neuropsykologiske teori-forståelser og erfaring. Jeg er senest videreuddannet inden for Internal Family Systems, et paradigme der er en stor inspiration i mit arbejde og liv aktuelt.