Danmark har brug for en ny sikkerhedsstrategi i en ændret verden

Kronik af Bjørn Nygaard, bragt i Kristeligt Dagblad d. 30.1.2025

Siden slutningen af Anden Verdens krig, har Danmark støttet sig til amerikansk militær magt og anset landet for at være den vigtigste allierede. Meget tyder på, det er klogt at revurdere denne sikkerhedsstrategi.

Den første grund er, at Trump har truet med at melde USA ud af Nato. Tomme trusler siger nogen. Men ifølge Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, mente han det yderst seriøst allerede i sin første præsidentperiode, og hans forståelse af Natos betydning også for amerikansk sikkerhed er med Boltons forsigtige underdrivelse ”utilstrækkelig” (Deadline 20.1.25).

Den anden grund er, at den amerikanske regering tydeligvis er både dobbeltmoralsk og utilregnelig. Vesten inklusiv USA har med henvisning til bl.a. princippet om folkenes selvbestemmelsesret fordømt Putins aggression og pression overfor bl.a. Ukraine og Georgien. Men nu truer det stærkeste land i Vesten pludselig med at gøre det samme mod flere af sine allierede. Nemlig at anvende magt for at få, hvad man vil have. For at fastholde eller udbygge sin dominerende position nøjagtig lige som Rusland. Den primære forskel er – indtil videre – at den kommende amerikanske regering ikke har gjort alvor af truslerne.

Den tredje grund er, at Danmark er stærkt presse af den nye amerikansk regering både i spørgsmålet om Grønlands selvstændighed i forhold til trusler om told og skat på danske varer. De samme skatteydere er ydermere presset af, at Trump nu forlanger at Danmark og andre medlemmer af Nato to- til tredobler forsvarsudgifterne til fem procent af BNP. Danmark har med besvær nået op over 2 procent og en række europæiske lande ligger fortsat under 2 procent. Med et BNP på 2.805 milliarder i 2023 (Danmarks Statistik), svarer 5 procent til godt 140 milliarder om året. Til sammenligning kostede Storebæltsbroen 21,4 milliarder at bygge i 1998-priser (Ingeniøren). Det bliver svært at få råd til at tage ordentlig vare på de gamle og udsatte.

Det der ligger bag den nye sikkerhedssituation, er hvad man kan kalde amerikansk imperialisme. Imperialisme forstået som en stats magt over områder uden for dets grænser i form af direkte annektering eller mere indirekte dominans (Britannica). Den amerikansk imperialisme har i nyere tid været mere indirekte end den russisk. Dominansen har tidligere fundet sted via økonomisk og militær dominans uden egentlig annektering af landområder i imperiet. Dette inkluderer krigene i bl.a. Vietnam, Afghanistan, Irak og Korea, samt fjernelse af demokratisk valgte regeringer og præsidenter bl.a. i Persien (1953), Chile (1973), Congo (1960/61) og underminering af regeringen i Nicaragua (1980erne).

Men dele af den amerikanske magtelite har nu bekendt kulør. De står ved deres imperiale ambitioner om annektering af andre landes territorier. Det betyder, at alle ledere af verdens tre imperier – nemlig Kina, Rusland og USA – nu uden nogen som helst form for omsvøb, gør brug af en skræmmende imperial retorik. Putin taler om at reetablere et Storrusland, Xi arbejder hårdt for at inkludere bl.a. Taiwan i Kina, og Trump taler om annektering af Grønland, Panamakanalen og Canada og samt svækkelse af EU og Kina bl.a. vha. toldmure. Det er i sandhed imperiernes tid – igen.

Hvad gør så Danmark? Vi må først og fremmest vågne op til den realitet, at vi ikke kan stole på den amerikansk garanterede sikkerhed længere, og at USA både er allieret og modstander på én gang. Vi må også sammen med andre lande styrke EU. Et styrket EU, der gør sig mere militært og politisk uafhængig af USA, og et EU som slår ring om mindre medlemslande, når skolegårdens mobber går efter dem. Uafhængigheden skabes ikke på en eftermiddag men i en glidende bevægelse over lang tid. Det bliver dyrt, men dog mindre dyrt, hvis det med tiden lykkes at afspænde forholdet til Rusland. Det kan passende begyndende med seriøse forsøg på at arbejde for en forhandlet aftale om konflikten i Ukraine og Rusland. Uafhængighed betyder ikke, at vi skrotter alliance med USA, men blot at den bliver mere ligeværdig, så begge parter kan sige både til og fra.

I en verden domineret af tre imperiers indbyrdes kamp står EU som relativ magtfuld blok alene tilbage med at have en vis respekt for folkenes selvbestemmelsesret. Mange europæiske lande inklusiv Danmark var tidligere kolonisatorer, og der eksisterer fortsat reminiscenser deraf, men EU har nu en historisk chance for at vise verden, at der findes en tredje vej mellem imperial dominans og at lade sig dominere bl.a. ved at holde ensidigt med én af imperierne. At vise at respektfuldt samkvem er muligt lande i mellem, hvilket naturligvis inkluderer respekt for folkenes selvbestemmelsesret.

Et markant mere uafhængigt EU, vil gøre det nemmere at frigøre sig fra den militaristiske amerikanske udenrigspolitik, som vi de seneste årtier har set den bl.a. i Irak og Afghanistan.  Med øget uafhængighed behøver vi ikke at hoppe hver gang den amerikanske regering siger ”hop”. Vi behøver ikke længere lade os snyde ind i krige som den i Irak, der jo byggede på løgnen om Sadams masseødelæggelsesvåben, eller lade os presse ind i uvindelige krige som den i Afghanistan for at vise vi støtter USA. Vi kan føre en selvstændig, EU-orienteret og mere fredsfremmende udenrigspolitik, hvilket både er humant og i vores egen interesse, hvilket er den fjerde grund til, at vi har brug for en ny sikkerhedsstrategi. Krige har det ud over mere ufred med at skabe mere terror og større flygtningestrømme, som har det med at søge mod Europa. Med mere uafhængighed bliver det ydermere nemmere at skabe alliancer med en lang række lande på andre kontinenter. I dag bliver vi mange steder i verden med rette set som hyklere. På den ene side handler vi i tråd med den militaristiske og nu tydeligvis imperialistiske amerikanske udenrigspolitik. På den anden side fordømmer vi styret i Rusland for at invadere Ukraine. Europa mister bl.a. derfor indflydelse og partnere i store dele af verden, som i stedet læner sig op ad Kina og Rusland.

Hvordan bliver EU og Danmark så mere uafhængig af USA, og er det overhoved muligt? Der er mange muligheder og mange udfordringer. Nogle af mulighederne er de europæiske lande allerede i gang med at udnytte, men nu er det tydeligt, at det går for langsomt. Ud over de eksisterende tanker om at optage massive lån for at styrke EU’s økonomi og militær kombineret med en deregulering, der gør det nemmere at skabe innovation og økonomisk overskud for europæiske virksomheder, kan der også tænkes i en yderligere styrkelse af en EU-hær (til forsvarsformål!), samt benhårdt arbejde på Storbritanniens genindtrædelse i EU, da det vil styrke EU betragteligt bl.a. militært og økonomisk. Derudover vil en styrkelse af EU’s indsats til fremme af fred og udvikling i verdens mange brændpunkter, inklusiv et ”nej tak” til at bidrage til flere amerikansk initierede krig, gøre det tydeligt, at EU er en ven og handelspartner, som ikke dominerer og undertrykker – modsat imperierne Rusland, Kina og USA – og dermed vil handel og diplomatiske relationer med EU blive mere attraktive. Endelig vil massive investeringer i grøn energi gøre EU uafhængig af både amerikansk, russisk og mellemøstlig energi, og milliarder af Euro vil forblive i de europæiske borgeres lommer. Rejsen henimod en selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitik byggende på handel, partnerskaber og fredsskabelse, vil være lang, men den er nødvendig, og det er klogt at sætte ekstra fart på den – jo før jo bedre.