Hvornår kommer opgøret med tre årtiers forfejlet krigsindsats?

Kommentar af Bjørn Nygaard, bragt i Jyllands-Posten d. 10.10.24

Tak til Danmarks Radio for at vise ”Velkommen til frontlinjen”. En række udsendelser, der på
sober vis belyser 3 årtiers aktivistisk udenrigspolitik.
Resultatet af denne politik er et ødelagt Irak i krig med sig selv. Et Afghanistan, der igen er
styret af Taliban og oplever voldsom kvinde- og minoritetsundertrykkelse. Kaos og borgerkrig i
Libyen efter Vesten og Danmark fjernede Muammar Gaddafi med magt. Et ISIS, der
hovedsageligt opstod som resultat af krigen i Irak, og nu har spredt sig til en række lande i
Asien, Mellemøsten og Afrika. Et stadigt splittet X-Jugoslavien hvor man bl.a. ser FN-soldater
holder parterne fra hinanden i Kosovo.

Resultatet er også at hundrede tusinder er døde i disse lande inklusiv mange uskyldige kvinder
og børn. 48 danske soldater er døde (https://www.forpers.dk/da/hr-i-tal/faldne-og-sarede/),
og 20% af alle (42.000) veteraner har fysiske eller psykiske mén
(https://ptsdidanmark.dk/krigsveteraner/). Dertil kommer, at mange familier lider under
følgevirkningerne. Terrortruslen i Danmark er også øget, bl.a. som resultat af krigene. Da
Vesten flere gange gik i krig uden FN-mandat, er det blevet lettere for andre at gøre det
sammen, og dermed er FN svækket. Endelig har vi brugt milliarder på krig. 13 milliarder alene i
Afghanistan (https://www.altinget.dk/udvikling/artikel/efter-20-aars-krig-i-afghanistan-det-
har-den-kostet-i-liv-kraefter-og-kroner ). Penge som kunne være brugt på velfærd hjemme
eller ikkevoldelig fredsopbygning ude. Endelig har indsatserne betydet, at Danmark og Vesten i
det globale Syd fremstår hyklerisk, når vi bebrejder andre lande for at invadere nabolande. Vi
har tabt anseelse og indflydelse.

Det er altså tydeligt, at krigene ikke har skabt de politiske resultater, vi har ønsket os – ud over
at vi fortsat er gode venner med den amerikanske regering, hvilket måske var det egentlige
motiv hos hovedarkitekten bag den aktivistiske udenrigspolitik – Anders Fogh Rasmussens
(kilde: Mogens Lykketoft i DRs ”Svingdøren” 28.9.24). Aktivistisk udenrigspolitik er i øvrig en
pæn omskrivning af aktiv krigsindsats. Omskrivningen kan have bidraget til at gøre det
nemmere for befolkningen at godtage beslutningerne om at gå i krig.

Der er stor fare for, at nuværende og kommende generationer af politikere vil begå samme fejl,
hvis ikke der gøres op med de tre årtiers krigsindsats. Hvis ikke det erkendes, at krig som
hovedregel fører til død, ødelæggelse, og ulykke, og sjældent til de politiske resultater, man
ønsker sig inklusiv demokrati, retfærdighed og befolkninger rundt om i verden, som ser op til
Danmark, Vesten og den liberale verdensorden. Vi har brug for, at de politikere og partier, der
traf de skæbnesvangre beslutninger, som ledte til disse forfejlede krige, indrømmer fejlene. At
Danmark og Vesten ikke nåede de resultater, man ønskede sig dengang. At man har bidraget
til megen ulykke både ude og hjemme. Gør de ansvarlige politikere ikke dette, bør man
overveje at lave en uvildig kommission, som ser på Danmarks samlede krigsindsats, dens
konsekvenser, politisk spin, og mulige alternativer til krigsindsatsen – altså de forspildte
chancer – så vi alligevel får en fælles læring for fremtiden.

I ca. 125 år fra 1864 til 1990erne førte Danmark ikke en aktivistisk udenrigspolitik, men en
politik der undervejs støttede Folkeforbundet og FN, atomarnedrustning, fredsopbygning i
konfliktzoner, bistand til fattige lande som et redskab til at skabe stabilitet og forebygge krig,
og anvendelse af såkaldt ”soft power”, hvilket bl.a. inkluderer selv at gøre det, vi prædiker,
andre skal gøre. Dansk udenrigspolitik må igen spille denne rolle. Det er det eneste, som giver
resultater på sigt. Som Gandhi sagde ”Hvis vold er den sidste udvej, så lad os i fællesskab ofre
den næstsidste lidt mere opmærksomhed”.