Kan dansk udenrigspolitik have fokus på fredsopbygning?

Artikel af Bjørn Nygaard, bragt i Altinget 22.12.24

I de seneste tre årtier har dansk udenrigspolitik været primært militært orienteret i sine midler
til at varetage danske interesser i udlandet. Der er blevet brugt store milliardbeløb på militære
indsatser i Irak, Kuwait, Afghanistan, Libyen, Syrien, det forhenværende Jugoslavien og pt. i
Ukraine. De beløb, der har været anvendt på fredsopbygning med fredelige midler, har til
sammenligning været forsvindende små. EEekten af de militære indsatser har samtidig været
skuEende, som det bl.a. er dokumenteret i DR’s dokumentarserie ”Velkommen til frontlinjen”.
Krigen i Afghanistan er tabt militært og flere af de nævnte lande inkl. Irak og Libyen er endt i
kaos og borgerkrige som resultat af den vestlige militære indsats, medens terrorgrupper har
fået yderligere vind i sejlene både i disse lande og globalt. Samtidig er hundrede tusinder
mennesker døde som resultat af krigene.

Nu har den danske og andre vestlige regeringer en stor mulighed for at praktisere
udenrigspolitik med fredelige midler i forbindelse med den åbning, som ser ud til at vise sig i
Syrien i disse dage. Pt. har den danske regering vist en vis interesse for at gribe chancen ved at
give 50 millioner i humanitær bistand. Det er klogt og godt. Men naturligvis ikke nok på kort,
mellem og lang sigt.

Under forudsætning af at det nye syriske styre ikke bliver stærkt undertrykkende men
samlende og inkluderende, bør Danmark og Vesten massivt støtte fredsopbygning med
fredelige midler. Vi skal hverken forvente eller forlange, at det syriske styre bliver demokratisk i
nordeuropæisk forstand. Det vil være endnu et forsøg på at presse vores samfundsmodel ned
over hovedet på andre befolkninger. Det er dels udtryk for en slags neokolonialisme og dels er
det naivt at tro, det kan lade sig gøre. Bare tænk på nations- og statsopbygningsforsøgene i
Irak og Afghanistan, som har fejlet fuldstændigt. Syrerne må finde deres egen model. Jeg
oplevede for godt 20 år siden (altså før krigen) under arbejde i Aleppo og Homs Asad-
regiments repression og korruption, og hvor svære vilkår civilsamfundet havde. Frygten var
tydelig. Men jeg oplevede også en masse veluddannede og dygtige mennesker, som ønskede
forandringer, og næsten ikke turde tale om det. Vesten og Danmarki kan støtte demokratiske
kræfter og bevægelser i landet inklusiv et stærkt civilsamfund, uden at sætte demokrati som
ultimativt krav for vores støtte til landet.

En massiv støtte til fredsopbygning er både humant og klogt. Humant fordi millioner af syrere
er forarmede efter den ødelæggende krig. Klogt fordi Danmark og Vesten har interesse i et
stabilt og Vesten-venligt styre i landet, så russiske eller voldelige islamistiske kræfter ikke
kommer til at dominere landet, og så vi undgår flygtningestrømme. Et fredeligt og
fremgangsrigt Syrien vil efter al sandsynlighed også tiltrække mange syriske flygtninge modsat
et forarmet og kaotisk Syrien. Derudover vil støtte vise den arabiske verden og måske det
globale Syd i det hele taget, at Danmark og Vesten ikke er fjenden, men en ven i nødens stund.

Hvordan fredsindsatsen skal se ud, kræver en grundig analyse af Udenrigsministeriet, FN
m.fl., men den kunne ud over den umiddelbare humanitære bistand og mere langsigtet
bistand til genopbygning af infrastruktur bl.a. indeholde støtte til civilsamfundet inkl. lokale
organisationer, der arbejder på at bygge bro og heling i og mellem befolkningsgrupperne,
genopbygning af vigtige statslige institutioner inklusiv retssystemet, og massiv støtte til
traumatiserede ofre for krigen, herunder Asad-regimets overgreb. Måske kunne akut støtte til
at opbygge kapacitet til retfærdig rettergang for Asad-regimets øverste beslutningstagere og
de værste torturbødler være et godt sted at starte? Det vil være et vigtigt signal for det nye
styre at sende til sin befolkning (og til Vesten): ”vi skaber en form for retfærdighed ved at
retsforfølge de øverste ansvarlige for regimets forfærdelige handlinger, OG vi gør det ud fra
principper om en fair rettergang”. Det vil betyde, at impulsen til bestialsk selvtægt mindskes,
samtidig med at befolkningen kan se, at der også fremover vil være et retfærdigt retssystem,
som man kan stole på og ikke frygte.

Der er nu et vindue til at vise, at vi i Vesten fremmer fred med fredelige midler. Vi går ikke kun
på ét ben: fred og sikkerhed med militære midler. Men på to, og det andet – nemlig fred med
fredelige midler – skal opprioriteres kraftigt. Vinduet kan hurtig lukke sig igen.

Bjørn Nygaard er mægler og konfliktløser i Center for Konfliktløsning. Han har for et dansk
konsulentfirma finansieret af EU arbejdet i Syrien, nærmere bestem Aleppo og Homs, før
borgerkrigens udbrud.