Medier og politikeres dæmoniserende sprogbrug puster til frygten og skaber skingre fjendebilleder

Kommentar af Bjørn Nygaard, bragt i Jyllands-Posten, 19.1.25

Det er blevet almindeligt, at politikere og journalister bruger begrebet ”ondskabens akse” om
Iran, Rusland, Nordkorea og evt. Kina. Der er ingen tvivl om, at de fire lande er diktaturer,
undertrykker egen befolkning, og opfører sig aggressivt i forhold til andre stater. Men er det
klogt at kalde dem ”ondskabens akse”?

At bruge begrebet er ikke en uskyldig ordleg. Det dæmoniserer og dehumaniserer, dem man
ikke kan lide – ”fjenden”. Det gører dem ikke-menneskelige eller mindre menneskelige end os
selv, hvilket efterfølgende kan retfærdiggøre, at vi bekæmper dem vold.
Begrebet stammer fra præsident George Bush, som brugte det om Irak, Iran og Nordkorea. Det
skal ses i sammenhæng med en af hans andre slagord nemlig ”enten er I med os, eller også er
I med terroristerne”. De to ”slogans” var med til at legitimere krigene i Irak og Afghanistan også
for politikere og befolkningen i Danmark. 

Tænkningen bag krigene synes at være: ”Når der er ondskab på spil, kan og skal vi naturligvis bekæmpe
fjenden med vold – de fortjener det”.

Måske er det også denne dehumanisering, der ligger bag amerikanske soldaters overgreb og
tortur i Abu Ghraib fængslet under irakkrigen, og allieredes droneangreb på civile i Afghanistan
(se bl.a. Amnesty international). Begrebet ”ondskabens akse” var med til at skabe krige, som
endte i en række katastrofer: Et nederlag i Afghanistan, hundrede tusinder af døde, et
efterfølgende dysfunktionelt Irak og Afghanistan og endelig en øget terrortrussel.

Man kender også konsekvenserne af dæmoniseringssprogbrug fra nazisternes omtale af jøder
(uden sammenligning i øvrig). Jøderne blev omtalt som ”rotter”, ”slanger” og m.m., hvilket
bl.a. et studie fra Stanford universitet i 2022 viser, var en slags præludium for selve
folkemordet. Derudover omtaler det russiske styre både før og under krigen mere eller mindre
konsekvent Ukrainerne som nazister, hvilket i den russiske befolkning, med dens erfaring fra
Anden Verdenskrig, er med til at legitimere krigen i Ukraine.

Sproglig dæmonisering og dehumanisering går forud for folkedrab. Det er nemlig for de fleste
mennesker vanskeligt at bekrige og slå andre ihjel, hvis de anses for og omtales som
mennesker som en selv. Men dæmoniseringen har også en anden konsekvens. Det bliver
vanskeligere for befolkningerne i Vesten at tage deres politikere alvorligt, når de både udtaler,
at fx Kina er del af ”ondskabens akse” og forhandler og handler med styret. Det fremstår som
om, politikerne lader sig styre af økonomiske interesser alene, og diplomatiet får vanskelige
kår, når befolkningen tænker ”hvordan kan man dog finde på at forhandle og i det hele taget
samtale med ondskabens akse?” Der er også fare for at man bliver fanget af sin egen retorik.
Så hermed en opfordring til at begrebet fjernes fra mediebilledet af ansvarlige politikere og
journalister, der er interesseret i at ned- og ikke optrappe konflikter, så det bliver muligt på
engang at stå stærkt nok militært og økonomisk, og samtidig bygge bro og forhandle – også i
Ukraine/Rusland-konflikten. Vi skal tilbage til en balanceret både-og strategi i forhold til de
landes regeringer, vi er uenige med. Altså stå stærkt nok økonomisk og militært og samtidig
forhandle, handle og påvirke.

To tidligere amerikanske præsidenter og én sovjetleder har vist vejen: Nixon og nyligt afdøde
Jimmy Carter byggede diplomatisk og handelsmæssig bro til det isolerede Kina under den
kolde krig. En periode der, som den nuværende, var præget af en lang række konflikter mellem
Vesten og Rusland/Kina. Gorbatjov åbnede Sovjet op mod Vesten og havde en særdeles stor
aktie i afslutningen af den kolde krig. Disse lederes retorik var i perioder en helt anden end den
nuværende dæmonisering, vi ser i de danske medier i dag. Det kan vi tage ved lære af.