Tegningekrisen

Hvordan ser du sagen lige nu – rent professionelt?

“Det ville være godt, hvis vi havde en regering, der på troværdig vis gik ind i en dialog. Når den f.eks. signalerer, at det er ‘en lille sag, der er blevet stor’, er det skadeligt – medmindre man tilføjer, at man ikke var klar over, hvor krænkende billederne kunne være. Når statsministeren mellem linjerne giver indtryk af, at vi har en civilisation, der er de andres langt overlegen, tror jeg, at han bliver oplevet som arrogant og uindfølende.

Det er vigtigt, at man ikke er i tvivl om, at han for alvor mener, at der er tale om to ligeværdige parter. På den baggrund virker det, som om hans undskyldning kun skyldes, at han er hårdt presset – eller at han har fået at vide fra mange sider, at han skal fremsige den. Det bliver svært at tro på, at han mener det.
Tilsvarende er det selvfølgelig fuldstændig uantageligt, at nogle muslimske grupper har fundet anledning til at misinformere osv. På den side har nogle øjnet en anledning til at få opbakning til nogle af de synspunkter, de har fremført i mange år. Men måden, det er sket på, har i en række tilfælde været helt uacceptabel. Så der er ingen tvivl om, at der på begge sider er tale om en eskaleret frustration.”

Ville sagen være blevet håndteret anderledes, hvis statsministeren eller nogle af hans nærmeste rådgivere havde haft førstehåndskendskab til konfliktmægling?

“Så havde man taget et møde med ambassadørerne. Vi har hørt igen og igen, at en statsminister ikke kan gå ind og komme med indrømmelser på et dagblads vegne – eller tage retslige skridt over for det. Og det er også fuldstændig rigtigt. Måske bad de muslimske lande om det, måske bad de ikke om det. Det er ikke afgørende. Det centrale er, at havde man taget mødet, kunne man have siddet ansigt til ansigt og forklaret, hvilke ting der var i spil på ens egen side. Og signalere, at man godt forstod, hvad der var på spil for den anden side.

Regeringen behøvede ikke fravige sin position eller gribe ind over for avisen. Men den kunne vise, at den gerne ville lytte og anerkende, at nogen følte sig krænket af tegningerne.

Statsministeren følte åbenbart, at et sådant møde ville være et knæfald. Og det fortæller mig, at han ikke ved, hvad dialog er – at han bruger ordet på den gamle måde og ikke kan se, at der ligger en mulighed i ikke at være enige og i at have en dialog på den baggrund. Begge parter kan jo blive klogere på hinanden og i fællesskab komme tættere på en løsning med respekt for hinandens positioner.”

Værdier er ikke til forhandling

På hvilken måde adskiller diplomatiske initiativer – som der har været mange af – sig fra konfliktmægling?

“Der er selvfølgelig en vis form for overlap. Også diplomati handler om, at tingene skal løses på en fredelig måde. Men man kan måske sige, at konfliktløsning er handlingsorienteret, hvor diplomatiet mere er konsulterende. Diplomatiet handler om høflige partsrepræsentanter, der mødes med hinanden og udveksler synspunkter. Mæglingen indeholder et ekstra element, nemlig mægleren.”

Den aktuelle strid er et eksempel på et kultursammenstød. Hvordan adskiller de sig fra andre konfliktformer?

“Kultursammenstødet er kendetegnet ved, at det ikke vedrører fordelingen af ressourcer. Det er en værdikonflikt, og derfor er dialogen den eneste mulighed. Er der f.eks. tale om interessekonflikter, kan man indgå et forlig på et givet beløb eller give indrømmelser på et område. Sådan er det ikke med kulturelle konflikter: Værdier kan ikke forhandles.

Men det betyder ikke, at det handler om at sælge ud af sine egne værdier. Der er dér, misforståelsen ligger. Dialog betyder, at man udvider kagen. At man finder ud af, at der er mange flere muligheder, end man først troede. Når der er værdier på spil, er det sværere at strikke et kompromis sammen.

Det kræver respekt og en vilje til at stå op for sine egne værdier samtidig med, at man lytter. Det giver ikke mening at lave et forlig, der f.eks. begrænser ytringsfriheden eller ændrer muslimernes opfattelse af, at det er forkert at krænke profeten,” siger Vibeke Vindeløv.

Men det gør ikke nødvendigvis kulturelle konflikter sværere at løse, påpeger hun. Det er jo så banalt, at mennesker, der ikke bliver lyttet til, råber højt. Hvis man derimod vælger at høre på dem, klinger det aggressive af. For så begynder de at få en oplevelse af “processuel retfærdighed” – at de er inddraget i en løsning af konflikten. “Ingen af os kan lide ikke at blive respekteret. Og samtidig ved vi, at når folk bliver taget alvorligt, så bliver de så kreative,” siger Vibeke Vindeløv.

Hun understreger, at forpligtelsen går begge veje og medgiver, at der heller ikke er meget, der tyder på, at muslimerne har lyttet til de danske argumenter om ytringsfrihedens afgørende betydning. “Lige så lidt som statsministeren,” vurderer hun.

Giver det mening at sige, at vores tradition for demokratisk dialog forpligter os i den aktuelle krise?

“ Ja, det kan man godt sige. Vores lange demokratiske tradition for dialog, som ikke findes i de muslimske lande, der er mere topstyrede, giver i den aktuelle konflikt en særlig forpligtelse til at få konflikten blødt op.”

Konflikten handler om noget større

Set ud fra ønsket om at forlige parterne, er det så bedst, at sagen trækkes op på et højere niveau – f.eks. EU eller FN? Eller er det bedre, at konflikten fremstår som et anliggende mellem Danmark og den islamiske kultur?

“Det skal ikke være et enten-eller. Det skal nok køre på alle niveauer. Men jeg tror, det er vigtigt, at de umiddelbart implicerede, altså Danmark, stiller op. Hvis man skal løse konflikten, kan man ikke fjerne den fra det sted, hvor den begyndte,” siger Vibeke Vindeløv.

Hun anerkender, at det ikke gør sagen lettere for statsministeren, at den oprindelige krænkelse kom fra Jyllands-Posten og ikke fra regeringen selv. Alligevel mener hun, at han nemt kunne have lagt mere afstand til tegningerne – uden at det kunne udlægges som et overgreb på ytringsfriheden.

Hun medgiver, at statsministeren har været på en vanskelig opgave, fordi han har skullet tage enormt mange – og modsatrettede – hensyn. Der har været mange forskellige grupper at please.

“Men konfliktløsning handler også om at træde i karakter som person og ikke ‘bare’ som politiker. Dermed kan man ikke undgå at lægge sig ud med nogle af aktørerne,” siger hun.

Hvordan kunne en køreplan for mægling i den aktuelle strid se ud?

“Her vil det være helt afgørende, at begge parter forstår, at tegningerne og ytringsfriheden kun er symboler på nogle meget dybere og meget større følelser. Fokus skal flyttes fra påstandene til noget større. Ytringsfriheden er naturligvis vigtig, og det skyldes, at den er symbol på det frie samfund, vi lever i og værdsætter.

Ytringsfriheden er simpelthen et symbol på vores way of life. Og angreb på den er et angreb på vores måde at leve på. Det er det, vi skal fortælle om. På samme måde skal muslimerne fortælle, hvordan vi ved at trykke tegningerne krænker ikke blot profeten, men hele deres måde at leve på. Det er det, der skal sættes ord på begge veje. Det er der, man skal mødes, og det er der, man på begge sider skal erkende dybden af konflikten. Derfor er det forkert at tale om, at det er “en lille ting”,” siger Vibeke Vindeløv.

Co-existence of Civilizations

Vibeke Vindeløv er en af deltagerne i projektet Co-existence of Civilizations, som Mandag Morgen har taget initiativ til. Projektet stiler gennem en lang række aktiviteter mod at opstille pejlemærker for, hvordan kulturelle konflikter skal håndteres i globaliseringens tidsalder. Ambitionen er, at arbejdet kulminerer med et topmøde i København senere på året.

“Det er et initiativ, som i den grad udfylder et tomrum. Jeg kan til fulde tilslutte mig såvel udformning som perspektiver. Jeg noterer mig med glæde, at projektet er fremadrettet, holder sig fri af politisk og ideologisk mission, ikke ønsker at placere skyld for det passerede, at det på lige fod inddrager forskere, praktikere og erhvervsliv – og at det både har et dansk og et internationalt sigte,” siger Vibeke Vindeløv.

Artiklen blev bragt første gang i Mandag Morgen nr. 8, 27. februar 2006.