Norges svar på Utøya

Norges svar på terrorangrebene i Oslo og på Utøya er tankevækkende, set fra et konfliktfagligt synspunkt

“Den fortvivlelse, der kom over mig, var pludselig og vild. Det var, som om ethvert forsvar mod den verden styrtede i grus. I et kort øjeblik forstod jeg, hvad der var sket. Det var ikke længere en nyhed. Det var ikke længere noget, der var sket derude, noget fjernt og teknisk. Nogen havde gået rundt på en lille ø i Norge og skudt det ene menneske efter det andet. Åh, det var børn og unge. Livene derude var blevet slukket et efter et. Åh, men gud i himlen, liv efter liv, lys efter lys” (1)

Af Else Hammerich, grundlægger og underviser, Center for Konfliktløsning og Kirsten Frydensberg, underviser, Center for Konfliktløsning

22. juli 2011 blev Norge ramt af et jordrystende chok, terrorangrebet på regeringskvarteret i Oslo og på den lille ø Utøya, hvor 564 unge fra AUC (Arbeiderpartiets ungdomsorganisation) holdt sommerlejr. Den kristne højreekstremist Anders Behring Breivik sprængte først en bombe mod regeringsbygninger i Oslo, hvorved 8 personer døde og 200 blev sårede, heraf 9 alvorligt. Derefter tog han forklædt som politimand til Utøya, hvor han skød og dræbte 69 børn og unge. Desuden skød han 33 personer, som kom alvorligt til skade (2). Hertil føjer sig de mange hundrede traumatiserede og sorgramte unge og pårørende fra alle dele af landet og fra andre lande.

Lige fra starten, før man kendte gerningsmanden, holdt statsminister Jens Stoltenberg situationen åben uden at rette søgelyset mod nogen, selv om mange kommentatorer pegede på, at det var Al-Queda, muslimsk terrorisme, og at dette var Norges 11. september. Dette var et første tegn på klog krisehåndtering, som falder helt i tråd med et af de vigtige råd i konstruktiv konfliktløsning: at undersøge grundigt, hvad der er sket, uden at dømme.

I dagene efter tragedien fik vi så den ene meddelelse efter den anden om det norske samfunds enestående, forunderlige og næsten sammenfaldende svar på tragedien. Det blev helt kort og præcist udtrykt til CNN af en ung pige, som overlevede massakren, “Hvis én mand kan udvise så meget had, tænk hvor meget kærlighed, vi alle kan vise sammen”.

Stoltenberg-doktrinen
Det er denne holdning, der blev gennegående i det norske svar, ikke gå til modangreb, ikke bøje nakken, men søge en tredje vej og transformere forfærdelsen og vreden til dens modsætning. Det er denne linje, som også er blevet kaldt Stoltenberg-doktrinen, ofte sat op i mod George W. Bush-doktrinen efter 11. september og forud for krigene i Afghanistan og Irak, “either you are with us, or you are with the terrorists”.(3)

Stoltenberg er helst fri for doktriner, tværtimod forholdt han sig hele tiden jordnært til tragedien og udtrykte frem for alt dyb medfølelse, personlig sorg og omsorg for de pårørende. Og hele tiden var der denne samlethed om en bestemt holdning, der hævede sig over fjendebilledet og aldrig anklagede, aldrig krævede hævn. Budskabet var at bruge tolerancen som modværn mod intolerancen. Han talte om det gode som værn mod det onde, han talte om en march for sammenhold og menneskelighed, ikke imod terror.

Det er helt tydeligt i alle hans taler, f.eks. den, han holdt i Central Jamatt-moskeen, den dag da to unge nordmænd fra Utøya med ‘anden etnisk baggrund’ blev begravet, Bano og Ismail (4). Han sluttede sådan:

Vi er Norge
Våre grunnverdier er demokrati, humanitet og åpenhet.
Med det som plattform skal vi respektere ulikhetene. Likeverdet. Likestillingen.
Og hverandre.
Vi skal tåle debattene. Ønske dem Velkommen. Også de Ubehagelige.

Vi skal kreve av hverandre at det norske “vi” vokter grunverdiene.
Slik kan vi utvikle og utvide vårt svar på terror og vold.
Svaret er enda mer demokrati.
Enda mer humanitet.
Men aldri naivitet.

De neste kapitlene i historien om Norge er det opp til oss å skrive.
Det bliver et Norge før og et etter 22. juli 2011.
Hovedkursen er staket ut. Norge skal være til å kjenne igjen.
Resen er opp til oss selv.

Her vi står på hellig grunn er det viktig ¨si at vi skal repsektere hverandres tro.
Så skal mangfoldet blomstre og fargelegge bildet av det norske “vi”.

Slik ærer vi Bano, Ismail og de andre som døde i angrepene mot Utøya og Oslo.

Statsministeren var ikke alene om at følge ‘den tredje vej’. Nordmændene gik samme vej, og tre dage efter katastrofen samledes omkring 150.000 til blomster-manifestationen til ære for de døde. Her sagde kronprins Haakon de berømte ord: “I aften er gaderne fulde af kærlighed. Vi har valgt at besvare grusomhed med nærhed. Vi har valgt at møde had med sammenhold. Vi har valgt at vise, hvad vi står for”.

Og den kun 27-årige formand for Arbeiderpartiets Ungdom, Eskil Pedersen, som selv var overlevende fra Utøya, sagde: “Had er en naturlig følelse. Ønsket om hævn en naturlig reaktion. Men vi, Norge, skal ikke hade og vi skal ikke hævne… Han tog nogle af vores smukkeste roser. Men han kan ikke stoppe foråret”.

Også på andre, helt konkrete måder viste det norske samfund en tankevækkende kløgt og besindighed, sideløbende med en kritisk debat om politiets arbejde. Utøya blev ikke brugt som platform for indenrigspolitisk polemik og uværdige skænderier, tværtimod. Ved en enig, tværpolitisk beslutning blev valgkampen op til kommunalvalget udsat en måned. Fra 22. juli til 22. august skulle der være stilhed og tid til sorg. Også Stoltenberg bidrog til at hæve situationen op over det partipolitiske, fordi han aldrig gjorde Utøya til Arbeiderpartiets, men hele Norges tragedie.

Man kunne tro, at de grusomme begivenheder ville få folk til at kræve et højere antiterror-beredskab, men ikke nordmændene. En ny undersøgelse viser, at der nu er 18 % færre, som ønsker tiltag som aflytning af private telefoner, ransagning af folk på gaden og tilbageholdelse af personer, uden at stille dem for retten, i forhold til den forrige undersøgelse, som er fra 2006, efter terrorangrebene i London og Madrid. Også sådan vises der omtanke og en moden forståelse for, hvad der optrapper, og hvad der afspænder samfundskonflikter.

Hvorfor Norge?
Det norske eksempel er en levende illustration af meningen med det kinesiske skrifttegn for krise, som består af to skrifttegn, hvoraf det ene betyder ‘fare’ og det andet ‘mulighed’

Det er muligt, at den samme omtanke og kloge sans for genoprettende retfærdighed og konstruktiv konflikttænkning ville opstå i Danmark efter en lignende terrorhandling. Men det er lidt svært at se for sig. Så hvorfor Norge?

Det er der nok mange historiske grunde til, og under alle omstændigheder har Norge i mange år været langt foran Danmark, hvad angår udviklingen af teoretisk og praktisk konfliktforståelse, og har en solid, konfliktfaglig tradition. Her tænker vi på giganter som Johan Galtung, som er grundlægger af studierne i freds- og konfliktforskning og har lagt en inspirerende og fast basis for store dele af f.eks. denne bog. Og vi tænker på Nils Christie, som allerede i 1977 foreslog, at der blev oprettet konfliktråd og mægling mellem gerningsmænd og ofre. Hvilket er sket mange år før, vi begyndte på det i Danmark. Det er godt at have den slags forbilleder i et naboland!

Og vi finder det passende at slutte denne bog med at citere endnu en nordman, nemlig Nordahl Grieg, hvis sang ‘Kringsatt af fiender’ (5) blev sunget igen og igen i Norge efter 22. juli, blandt andet ved mindehøjtideligheden i Oslo Domkirke. Et af versene lyder:

Her er ditt vern mod vold,
her er ditt sverd:
troen på livet vårt,
menneskets verd.

For all vår fremtids skyld,
søk det og dyrk det,
dø om du må – men:
øk det og styrk det

1. Fra Karl Ove Knausgårds essay ‘ mit fædreland’ i Weekendavisen
2. Tallene er fra den norske stats anklageskrift mod Breivik
3. Sagt i Kongressen 20. september 2001
4. http://kortlink.dk/regjeringen/aqpc – fundet her 21.3.2012
5. ‘Til Ungdommen’, skrevet i 1936

Offentliggjort første gang marts 2012 på denne side.

Skrevet til tredje udgave af bogen Konflikt og Kontakt, af Else Hammerich og Kirsten Frydensberg.