Konfliktmægler: Derfor er forhandling med Putin nødvendigt

Kronik af Bjørn Nygaard, bragt i Kristeligt Dagblad, 17.10.22

Vi må finde ud af, hvad Putins ansigtsreddende forhandlingsresultat kan være. Er det fair?
Måske ikke, men fuldstændig retfærdighed er sandsynligvis umulig i en tidsalder domineret af
de tre konkurrerende imperier.

Det er afgørende at fremme forhandling mellem Ukraine og Rusland hurtigst muligt. Den
herskende holdning ser ud til at være, at det er muligt for Ukraine og Nato at sejre militært. Men
det er højst usandsynligt, selv efter Ukraines seneste fremgang, og de menneskelige, økonomiske
og miljømæssige konsekvenser af kriger er enorme – også for os danskere. Hvorfor er en militær
sejr urealistisk? Fordi vi fortsat lever i en tid, hvor imperier dominerer.
Kloden er i dag domineret af tre imperier: Rusland, Kina og USA. De udøver alle en formel eller
uformel kontrol over underordnede samfund. De dominerer m.a.o. andre nationer og etniske
grupper med militær og økonomisk magt, med kulturel og ideologisk påvirkning eller en blanding
af disse.

Det hankinesiske imperium har underlagt sig bl.a. Tibet og Xinjiang og undertrykker der millioner
uighurere og tibetanere vha. rå magt, sindelagskontrol og indoktrinering. Kina har ligeledes ført
flere krige med Indien og Vietnam om grænseområder, ligesom Taiwan er under hårdt pres fra
styret i Beijing. Derudover udøver Kina øget indflydelse i mange asiatiske og afrikanske lande via
storstilede infrastrukturprojekter og lån med kontrol over store dele af verdens vigtige metaller
mm. til følge. Selvom Vesten taler imod disse handlinger, formår man ikke at bremse
undertrykkelsen. Kina er for stærkt.

USA udøver sin imperiale magt på anden vis. Siden 1800-talles ekspansion inkl. erobringskrigene
mod Mexico, hvor bl.a. Californien og Texas blev inkluderet i imperiet, har man ikke for alvor
inkluderet nye landområder med magt. Men USA har udøvet sin imperiale indflydelse i andre
verdensdele på anden vis for at fremme sine politiske og økonomiske interesser. Det inkluderer
krige i bl.a. Vietnam, Afghanistan, Irak og Korea, samt fjernelse af demokratisk valgte regeringer og
præsidenter bl.a. i Persien (1953), Chile (1973), Congo (1960/61) og underminering af regeringen i
Nicaragua i forbindelse med den ulovlige Iran-Contra skandale (1980erne) mm. Derudover udøver
USA sin imperiale magt vha. økonomiske sanktioner og pression. Også Europa oplever den
amerikanske dominans bl.a. gennem pres for at deltage i diverse krige inkl. den katastrofale krig i
Irak, som viste sig at være baseret på en amerikansk løgn om tilstedeværelsen af
masseødelæggelsesvåben.

Endelig har det russiske imperium, der strækker sig tilbage til det zaristiske Rusland, over den
russisk dominerede Sovjetunion til dagens Putin-styrede Rusland underlagt sig enorme
landområder og et stort antal folkeslag fra Fjernøsten til Centraleuropa, og den nuværende
frygtelige krig mellem Rusland på den ene side og Ukraine og Nato på den anden kan forstås som
det russiske imperiums forsøg på at genskabe fordums ”storhed”. Putins ideologi er lige som
mange tidligere russiske (og sovjetiske) lederes imperialistisk kombineret med en overbevisning
om den russiske kultur som moralsk og værdimæssig overlegen.

De tre imperier konkurrerer om magt og indflydelse globalt, og efter årtiers amerikansk militær,
økonomisk, politisk og kulturel dominans slår de to andre imperier tilbage, og i den proces
kommer mindre nationer forfærdeligt til skade. Den uretfærdighed, undertrykkelse og de mange
drab alle tre imperier i varierende grad og på forskellige måder er og har været ansvarlige for, er
åbenlyst forkastelige. Ruslands overfald på Ukraine som det seneste forfærdende eksempel. Men
realpolitik i imperiernes tid rimer dårligt på retfærdighed. Det er derfor nødvendigt at være
realistiske og ikke tro, at en militærindsats alene kan slutte krigen i Ukraine. Den russiske magtelite
og mange almindelige russere tåler ikke, hvad man opfatter som flere ydmygelser fra Nato.
Imperiet må under ingen omstændigheder tabe krigen – koste hvad det vil.

Selvom den russiske hær er overraskende ineffektiv, så er Rusland så militært stærkt, at det er
urealistisk, at Ukraine og Nato kan stoppe krigen helt ad militærvej. Man kan ligeledes spørge sig
selv, hvor effektiv USA og Nato er militært. Hvor mange krige har USA og Nato vundet efter anden
verdens krig? Næsten ingen. Mange slag er vundet, men krigene fortsætter, som fx i Irak,
Afghanistan og Vietnam, og freden tabes. Russerne kan muligvis trænges tilbage fra mange af de
erobrede områder, men så kan krigen fortsætte fx som en opslidende guerilla- eller stillingskrig
særligt i det østlige Ukraine med store russisksindede befolkningsgrupper. Den mobilisering af
reserven, som pågår for tiden, vil også være en alvorlig trussel mod en ukrainsk militær sejr.

Endelig er der risikoen for, at et presset Putin-styre vil anvende taktiske atomvåben, angribe
atomkraftværker eller massivt terrorbombe civile i de større ukrainske byer med store
menneskelige tab til følge. Det russiske imperium har mange militære redskaber tilbage i
værktøjskassen. Derudover er det russiske folk igennem historien vant til at yde enorme
menneskelige ofre, medens Vestens regeringer – heldigvis – er tvunget til at tænke på at begrænse
de menneskelige tab pga. den offentlige opinion. Men det gør også Vesten svagere i lange
opslidende krige end diktatoriske regimer som fx Talibans og Putins.

Ingen af de tre atombevæbnede imperier kan overvinde hinanden militært uden have enorme
menneskelige, miljømæssige og økonomiske konsekvenser. Selv hvis de skulle vinde på kort sigt,
vil den tabende part på sigt sandsynligvis genoptage kampen i en anden form. De militære
løsninger må derfor suppleres og med tiden helt afløses af fredsforhandlinger, samhandel,
internationale aftaler og mellemfolkelig forståelse mm. Det er muligvis klogt at skabe yderligere
resultater på slagmarken for at kunne forhandle fra en gunstig position, men det er både farligt og
uklogt at tro, at den militære indsats og de økonomiske sanktioner kan være de eneste indsatser.

For at kunne forhandle, er det nødvendigt, at man ikke ydmyger eller dæmoniserer sin
modstander, eller kræver at han går af, som Biden gjorde, da han om Putin sagde “for Guds skyld.
Denne mand kan ikke forblive på magten”. I stedet må man forsøge at forstå sin konfliktpartners
interesser og position, lige som den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy gjorde med
stor succes under Cuba-krisen. I stedet for at slå hårdt og hurtigt som reaktion på Warszawa-
pagtens opstilling af raketudstyr på Cuba, valgte han ikke at gøre som flertallet i kongressen og
den militære ledelse ønskede i starten af krisen. Han forhandlede i stedet med Sovjetunionen og
fandt en måde, hvorpå den sovjetiske leder Khrusjtjov både kunne rede ansigt – altså erklære en
form for sejr – og samtidig kunne sejle de atombevæbnede raketter tilbage til Sovjetunionen.

Amerikanerne gav russerne noget, nemlig fjernelse af missiler i Tyrkiet og Italien og et løfte om
ikke igen at invadere Cuba. Derefter trak Khrusjtjov raketterne tilbage.

Vi må finde ud af, hvad Putins ansigtsredende forhandlingsresultat kan være. Ukraine kan til
gengæld for visse indrømmelser opnå sikkerhedsmæssige og økonomiske garantier inklusiv et
medlemskab af EU. Er det fair? Måske ikke, men fuldstændig retfærdighed er sandsynligvis umulig
i en tidsalder domineret af de tre konkurrerende imperier. Det vil til gengæld skabe fred og
mulighed for en rimelig fremtid for det hårdt prøvede ukrainske folk. Måske kan Norden og
Danmark med sin tradition for fredsskabelse og en politiske tredje vej være initiativtager til disse
forhandlinger evt. i samarbejde med en mægler, som den russiske ledelse har tillid til?