Forløbet i en mægling
En mægling er et møde mellem to eller flere personer i konflikt og en udefrakommende person, mægleren, som sikrer, at der bliver talt både om det, man er uenige om, og de følger, det har haft for den enkelte.
Det er en forudsætning for mægling, at parterne deltager frivilligt, og at mæglingen kommer til at foregå i et fortroligt rum.
Forløbet af en mæglingsproces afhænger i nogen grad af konflikten, parterne og mægleren. Men i Center for Konfliktløsning arbejder vi efter en struktur, der leder mæglingen gennem forskellige faser.
Forsamtaler
Forsamtalerne handler om at undersøge muligheder for mægling, og hvordan processen skal se ud. Det vil typisk være fysiske møder, hvor parterne mødes med mægler hver for sig, men det kan også være per telefon eller online. En del af samtalen handler også om at undersøge hvilke parter, der er i den aktuelle sag er.
Mæglingsmøder
Et typisk forløb vil i grove træk forløbe på denne måde:
Åbning
Mægleren sikrer sig, at parterne ved, hvad der skal ske, og at de har et fælles ønske om at forsøge at løse konflikten. Der aftales spilleregler for processen, for eksempel at det, der sker i rummet, er fortroligt, og at man lytter til hinanden uden at afbryde.
Parternes redegørelse
Parterne fortæller hver især deres oplevelse af konflikten. Mægleren hjælper med at få historierne udfoldet, så både fakta, følelser, holdninger og behov står klart.
Fælles forståelse af konflikten
Når parterne har fået fortalt alt, hvad de synes er vigtigt i forhold til konflikten, sammenfatter mægleren det og afgrænser problemet – hvad er parterne enige i, og hvad er de uenige i? Dette munder ud i nogle temaer til videre undersøgelse. Nogle temaer vil være til forhandling, nogle vil være til fortsat dialog.
Brainstorm
Når dette er gjort, kommer parterne med løsningsforslag – så mange, de overhovedet kan komme i tanke om. Realistiske såvel som urealistiske – det handler om kreativ idéudvikling. Mægler tematiserer forslagene.
Parterne forhandler om løsninger
Hvilke løsninger er gode, realistiske og holdbare? Mægleren tjekker, at løsningsforslagene tilgodeser parternes interesser og behov.
Aftaleformulering
Mæglingsmødet slutter med en klar – ofte skriftlig – konkret aftale. Parterne laver eventuelt en aftale om at mødes igen og tjekke, at det holder.
Tidsforbrug
Når der er 2-4 parter i sagen, er omfanget typisk max. 3 timer per mæglingsmøde, og der er som regel brug for 2-3 møder. Hvis det er større grupper, vil omfanget typisk være anderledes, og det vil justeres undervejs.
Det skal understreges, at det enkelte forløb skal tilrettelægges særligt, og spørgsmålet om, hvor mange møder der skal til, afhænger af, hvor omfattende konflikten er.
