Ikkevoldens tankesæt

Alle mennesker har en ukrænkelig værdi og et potentiale for det gode. Der er et menneske bag fjendens maske. Som art kan mennesket imidlertid optræde mere nederdrægtigt end noget andet dyr over for sine artsfæller, og vi handler tit hensynsløst og egoistisk, i stort og småt. En grundantagelse i vores konfliktarbejde er imidlertid, at det ikke er, hvad vi inderst inde ønsker.
Vi vil inderst inde hellere fællesskab og venlighed end fjendskab og had. Derfor er aksen i konfliktarbejde kontakt: at kunne se mennesket i sin modstander og at skille person fra sag. Skille den handling, man er vred over, fra den person, som begik den. Én ting er, med Gandhis udtryk ‘the wrongdoing’, noget andet er ‘the wrongdoer’. Det første kan vi tage afstand fra, den anden må vi i kontakt med, hvis noget skal lykkes. Det lyder enkelt, men er ofte en meget vanskelig øvelse, når vreden blusser op.

Mål og middel er ét. Det nytter ikke at bruge hensynsløse eller uredelige metoder til at opnå et nok så ædelt mål. Resultatet bliver ikke bedre, end midlerne er. Det betyder blandt andet, at man som konfliktvejleder må forsøge at bruge de handlemåder, som man formidler til andre, ‘walk your talk’, ‘tage sin egen medicin’. Enhver form for manipulation og spillen med skjulte kort er uantagelig i seriøst konfliktarbejde. ‘Hvis I bare tager vare på midlerne, så skal målet nok passe sig selv’, som Gandhi har sagt.

Ikkevold kræver mod og er hverken eftergivenhed eller passivitet. Konfliktløsning indebærer at turde erkende en pinagtig uenighed og at handle i den. It’s not to be nice, it’s to be wise. Det gælder om at gå ind i brændpunktet af en konflikt, hvilket føles farligt, og man får brug for både hjertemod og civilkurage. Både i offentlige og private problemer og især, når der står meget på spil, f.eks. magt eller kærlighed. Det kan kræve et sandt løvemod at gå hen til en person, man holder af, eller en kollega/leder, man er afhængig af og sige: hør, der er noget, jeg lige må tale med dig om. Men, som et klogt menneske har sagt: ‘Den korteste vej ud af en konflikt er at gå ind i den’.

Ikkevolds formål er at søge sandheden med åbent sind, selv om ingen har patent på den. Igen og igen har vi i vores arbejde som mæglere erfaret, at to parter fortæller om den samme sag, så man skulle tro, den foregik på to forskellige planeter, og at deres forhistorier også er lysår fra hinandens. Deres fortællinger er som nat og dag, og den objektive sandhed fortoner sig. Det er, når begges historie bliver fortalt, lyttet til og forstået af den anden, at sandheden begynder at blive hel. Det betyder dog ikke, at man med et skuldertræk kan konstatere, at alting er lige gyldigt … intet er rigtigt, og intet forkert. At søge efter sandheden betyder for os, at begrebet retfærdighed også er til stede og til diskussion. […] Det indebærer også, at en konfliktvejleder til stadighed må undersøge sine egne motiver, fordomme og konfliktmønstre, så de ikke fordrejer parternes søgen efter sandhed og retfærdighed.


Ikkevold og konfliktløsning, kort fortalt

1. Alle er et. Vold mod andre er vold imod dig selv. Vi er afhængige af hinanden og har ansvar for, hvad der sker mellem os. En konflikt er fælles for parterne.

2. Alle har det gode i sig. Det kan være skjult, men der er et menneske bag fjendens maske.

3. At vise tillid og åbenhed, også over for modparten. Ingen skjulte kort. Tillid avler tillid. Den kan skuffes, ja, og den konsekvens må man bære.

4. Kontakt, at holde en dør åben, ikke opgive. Der kan forhandles med alle, for alle har interesser, behov og følelser. Personlig kontakt er afgørende.

5. Skille person fra problem / overgreb. Skille ‘the wrongdoer’ fra ‘the wrongdoing’. Være fast om problemet, åben over for personen.

6. Mål og middel er samme sag. Målet helliger ikke midlet. ‘Der er ingen vej til freden – freden er vejen.’

7. Ikkevold kræver mod. At handle åbent og uden vrede i en konflikt kræver mere mod end at flygte fra den eller slås.

8. Gå ind i konfliktens brændpunkt, for igennem det findes vejen til løsning. Hvis man negligerer overgreb og mishandling, bidrager man til dem.

9. Transformere konflikten til noget nyt, ikke kompromis, ikke eksplosion, men energi og udvikling.


Teksten er fra Konflikt og kontakt af Else Hammerich og Kirsten Frydensberg, Hovedland

Angiv venligst kilde ved brug.


Konflikters farer og mulighed
Definition og konfliktsyn
Den skabende og ødelæggende konflikt
Værdier og antagelser i ikkevoldeligt konfliktarbejde
Ikkevoldens tankesæt