Mobning eller konflikt

Er det mobning eller konflikt?

”Vi vil gerne høre noget om trivsel, konflikthåndtering og mobning”

Sådan lyder det ofte i den første kontakt, vi som kursusholdere får med en skole, der vil udvikle et godt socialt klima blandt børnene.  Der er ikke underligt, at trivsel, mobning og konflikthåndtering skæres over en kam, for fællesnævneren handler om tolerance og fravær af samme – men for at udvikle en dynamisk trivselspolitik er det dog nødvendigt at sondre. Mobning og konflikt er som udgangspunkt nemlig ikke det samme – men er tilstande, der krydser hinanden og derfor forveksles. Vi har baggrunde i henholdsvis mobbeintervention og konflikthåndtering, og vi oplever en stor uklarhed i gråzonen mellem de to fænomener – også hos fagfolk.

Af Helle Rabøl Hansen og Lotte Christy

Vi har derfor sat os for at samtænke den viden, vi har på området og gå i dybden med et felt, der optager mange lærere og pædagoger. Vores formål er at skille begreberne ad og tydeliggøre forskelle og ligheder for at bidrage til en praksis, hvor pædagoger og lærere kan arbejde mere målrettet med at bekæmpe mobning og udvikle en sund konfliktkultur på skoler og institutioner.

I første omgang vil vi slå fast, at konflikter er en anden situation end mobning, alene af den grund, at konflikter er en normal del af ethvert liv, hvor mennesker er sammen. Det handler overordnet om at få fællesskaber til at fungere, så modsætninger og misforståelser kan komme frem og blive bearbejdet konstruktivt til gavn for den fælles udvikling. Konflikter er derfor i udgangspunkt hverken onde eller gode, men neutrale og et fælles grundvilkår for fælles væren. Det forholder sig ganske anderledes med mobning. Mobning er en hierarkisk opbygget udstødelseskultur, hvis funktion er primært negativ. Det giver derfor ikke mening at tale om ond eller god mobning. Det giver heller ikke mening at påstå, at mobning er en normal del af ethvert liv, for der findes børnegrupper med mobning og børnegrupper uden mobning. Der er med andre ord tale om et fænomen, som opstår, når bestemte faktorer er til stede, og disse faktorer kan enten hæmmes eller fremmes.

Hvorfor sondrer vi mellem mobning og konflikt?

Der hersker i Danmark og i de nordiske lande en vis uenighed i miljøet af konfliktmæglere – og også mellem konfliktmæglere og antimobbestrateger. Uenigheden går på, om mobning skal opfattes som konflikt eller ej, og dermed om man eksempelvis kan bruge konfliktmægling i sager, hvor mobning indgår.

For at finde brugbare svar på dette, må vi tilbage til begrebernes udgangspunkt og definitioner. Mange negative handlinger får ofte betegnelsen mobning uden at være det. Måske for at understrege alvor og drama i det der er hændt? Mobning har sine helt særegne mønstre og strukturer, og kan ikke forklares alene med at være en negativ handling. Hvis ikke de særlige strukturer iagttages, er det svært at intervenere med succes.

Negative handlinger behøver ikke at være et udtryk for udstødelse, men kan være magtmisbrug, drillerier eller udtryk for en konflikt.

Der er tale om forskellige situationer, som kræver forskellige løsningsstrategier. Når livet med konflikter bliver ubehageligt, kaotisk og energislugende, er der brug for en kortlægning af konflikten og dens parter: Hvad handler det om, hvem er involveret, og hvad vil de? Nogle konflikter kan klares mellem enkelte personer med eller uden hjælp. Andre kræver inddragelse af flere parter, måske hele gruppen eller klassen. Antimobning kræver altid en særlig gruppeproces, hvor der skal tages fælles beslutninger om acceptabel og ikke acceptabel adfærd. Ved at arbejde ud fra præcise begreber om henholdsvis mobning og konflikt kan vi undgå at komme til at fejlforstå, bagatellisere eller overdrive situationer, vi ser blandt børnene. Samtidig kan vi blive mere bevidste om, at der i nogle situationer kan være fordele ved at køre et parallelt forløb – altså være opmærksom på både konflikthåndtering og antimobning.

Hvad er konflikt og hvad er mobning?

Der findes mange definitioner på en konflikt. Den, vi bruger, stammer fra Center for Konfliktløsning:

En konflikt er en uoverensstemmelse, der indebærer spændinger i og mellem mennesker.

Definitionen siger noget om konfliktens to aspekter: Sag og relation. Uoverensstemmelse viser hen til sagens substans. Det handler om noget; der er et problem. Men vi er jo i dagens løb ofte uenige om dette og hint, som vi ikke behøver at opleve som konflikter. Vi løser mange sager. Det er først, når det begynder at gnistre, og når vi oplever ubehagelige følelser over for en anden eller føler os angrebet, at der opstår spændinger og kurrer på tråden, som påvirker forholdet mellem os.

Måske opleves ubehaget kun af den ene part, men det kan være nok til at påvirke adfærden fremover: Måske holder jeg op med at hilse, eller jeg finder en fejl hos den anden, som jeg kan påtale.

De to aspekter, sag og relation, er næsten altid til stede i konflikter, men med forskellig styrke.

I jalousikonflikter i pigegrupper kan det være selve relationen, der er sagen. I stridigheder om fordeling af tiden på fodboldbanen i frikvarteret kan det være nemmere at ”holde sig til sagen”. Ofte fletter de to aspekter sig imidlertid grundigt ind i hinanden og mudrer overblikket til.

Når konflikter er trappet voldsomt op, kan parterne ikke selv løse dem, og der kan være brug for en konfliktmægler. Grundprincipperne for konfliktmægling er, at processen er frivillig for parterne, den er fortrolig, og parterne får hjælp til selv at finde ud af løsninger, som de er tilfredse med. Mægleren leder processen, hjælper parterne til at få talt ud, træffer ingen afgørelser i sagen og agerer upartisk over for parterne.

Et bud på en mobbedefinition kan være den, der benyttes i AMOK, Antimobbekonsulenter. Den lyder:

Mobning er gruppens systematiske forfølgelse eller udelukkelse af en enkelt person i en social sammenhæng, hvor denne person er ”tvunget” til at være. 

Definitionen indeholder en række centrale karakteristika ved mobning.

For det første er der tale om et gruppefænomen. En slags negativ orden, som kan opstå i grupper, der er vilkårligt sammensat, men som ikke ses i ren form i ”kliker”, ”omgangskredse” og i andre grupper, hvor medlemmerne positivt har tilvalgt hinanden.

For det andet består mobning af en lang række gentagne mønstre af overgreb over et vis tidsrum, og vi er derfor langt fra drilleriets mere tilfældige og løsrevede karakter, men ser i stedet en systematisk udstødelse

For det tredje kan mobningen indtage en aktiv, synlig og forfølgende form eller en inaktiv, tavs udelukkelse.

For det fjerde sker mobning hovedsageligt i grupper, hvor medlemmerne har et fælles tilhørsforhold, det vil sige i en klasse, på et fodboldhold en militærdeling eller på en arbejdsplads. Det er sammenhænge, der er kendetegnet ved, at man ikke uden videre forlader stedet. Når der sker mobning, ekskluderes et medlem altså af en gruppe, som vedkommende er afhængig af, og derfor er udstødelse meget nedbrydende og passiverende for ofret.

I de følgende afsnit uddyber vi forskellige aspekter, som udgør kerneforskelle mellem konflikt og mobning, og som har konsekvenser på det praktiske plan.

Almenmenneskeligt?

Konflikter er et naturligt grundvilkår for alle mennesker, fordi vi lever sammen. Det skaber både dynamik og dynamit, når vores forskelligheder udfolder sig i samværet. Konfliktklogskab er derfor en attraktiv kvalitet at stræbe efter både i skoler, institutioner og livet i al almindelighed. I konflikthåndtering arbejder vi med at fremme det positive udviklingspotentiale, der også ligger i konflikterne og lære børn og unge selv at klare deres konflikter.

Konflikter har så at sige et alfabet, der kan læres, lige så vel som de grundlæggende færdigheder der gradvist opbygger en sikker læsekompetence. Op gennem skolealderen får kammerater og venner større og større betydning for barnet, og vi giver børnene værdifuld dannelse for livet ved at hjælpe dem til erfaringer om, at konflikter, der håndteres konstruktivt, kan styrke venskaber. Så render de måske ikke skræmte af pladsen ved den første konflikt i et voksent parforhold. Den demokratiske forpligtelse, som skolen har, tilgodeses samtidig ved at lære børn, at demokratiets kerne er modsætninger der håndteres i fællesskabet uden vold.

Selv om mobning er almindelig kendt på danske skoler, er det ikke det samme som, at det er almenmenneskeligt. Mobning er ikke et grundvilkår der er nødvendigt for menneskelig udvikling. Mobning kræver en helt særlig kemi af vækstbetingelser, og derfor har vi klasser med mobning og klasser uden mobning. Mobbeklasser er præget af lav tolerancekultur. Det betyder, at normen for, hvad der er ”acceptabel” adfærd og livsstil er meget snæver. I klasser, der har svært ved at samles om noget positivt fremadrettet, kan mobning fungere som selve motoren i gruppens sociale liv. Klassen lever så at sige af mobningen. Vi har besøgt klasser der lavede hule-og klublege, hvis formål var at være med eller ude. Sådanne lege er udstødelseslege. Udstødelsen bliver formålet. Den lave tolerance ses ved, at børnene forsøger at nivellere forskelle frem for at acceptere dem. De skaber ”koder” for de ”rigtige” holdninger, den ”rigtige” opførsel, den ”rigtige legestruktur” o.s.v.

Lav tolerance over for forskelligheder udfolder sig også i konflikter. Det kan være en af grundene til, at de to fænomener forveksles. Forskellen ses ved, at den lave tolerance som er en forudsætning for mobning, skaber en helt negativ magtstruktur, hvor der er klare over-og underordnelsesforhold. Mobberollerne griber ind i hinanden og fastlåser positionerne. Når denne specielle orden er reproduceret igen og igen accepteres den tilsyneladende af gruppen, og de ”larmende” og synlige mobbeepisoder (dem der forveksles med konflikt) erstattes af en mere stiltiende accept, hos offeret en stiltiende lidelse.

Miljøet eller kulturen i en klasse eller på en skole eller institution er afgørende for omfanget af både mobning og destruktive konflikter. De voksne og ledelserne har afgørende indflydelse på opbygningen af tolerance og evne til at håndtere konflikter. De voksne er rollemodeller og må tage dette ansvar bevidst på sig.

Fælles om konflikten – fælles om mobning?

Konflikter opstår naturligt ind imellem både i frivillige og tvungne fællesskaber som f.eks. en skoleklasse. Og konflikt-definitionen peger på, at der er noget vigtigt på spil for begge parter. Deraf kommer spændingerne. Parterne er parat til at kæmpe og strides for at få deres behov og interesser tilgodeset. De danser så at sige en konfliktdans rundt om noget fælles – nemlig indholdet i konflikten. Ofte føler den ene eller begge parter sig også misforstået eller krænket. Parterne bindes alligevel sammen af konflikten og er afhængige af hinanden for at få den løst tilfredsstillende for begge. De er fælles om konflikten og kan derfor motiveres til at være fælles om bedre løsninger end at strides eller bøje af eller lade andre afgøre sagen.

Kernen i konfliktmægling er, at parterne får lov til at eje deres konflikt og med støtte fra en upartisk person vokser ved selv at tage ansvaret for konflikten, uden at der skabes vindere og tabere. På den vis skabes der gennem processen en slags ligevægt i forholdet. Det betyder ikke, at der ikke kan være forskelle i styrkeforholdet undervejs i konfliktens forløb. Magten kan siges at være relativt asymmetrisk modsat i mobning, hvor magtforholdet er absolut asymmetrisk. Mobning opstår i ’tvungne’ fællesskaber, som man ikke bare kan trække sig fra. Mange mobbeofre er ikke i stand til at ignorere eller gengælde de udstødende handlinger, og mobningen opleves dermed ofte som en ensidig aggressiv handling – et overgreb. Det er derfor vanskeligt at påstå, at mobberen og ofret er fælles om mobning, ligesom det savner rimelighed at opfatte ofret som en ligestillet part i sagen. Det er heller ikke videre logisk, at den der mobber og den der bliver mobbet har lov til at ”eje” mobningen.

Offer for mobning – eller part i en konflikt?

Der er forskel på at være offer i mobning og at være part i en konflikt. En konfliktpart kan stå svagt. I en konflikt ser vi tit, at begge parter oplever sig som ofre, men det er ikke det samme som at være udsat for gruppens gentagne forfølgelse og udelukkelse som ved mobning. Mobningens karakter af overgreb nødvendiggør, at den eller de, der intervenerer, gør det ud fra hensigten om at beskytte den, der ikke kan forsvare og beskytte sig selv, nemlig ofret. Den der griber ind ”advokerer” så at sige for mobbeofret. Det betyder ikke, at der opstilles tribunaler rettet mod dem, der mobber, men det betyder, at de, der griber ind, ikke er neutrale over for mobningen eller upartiske, fordi formålet netop er at beskytte og vise solidaritet med offeret.

Netop fordi det er nødvendigt at forsvare og beskytte mobbeofferet , kan vi ikke uden videre handle i overensstemmelse med konfliktmæglingens grundprincipper om frivillighed hos parterne og upartiskhed hos mægleren. Men konfliktmæglingens positive traditioner for konstruktiv dialog og ikke-gengældelse kan formentlig bruges, når den voksne i antimobbe-intervention f.eks. fører samtaler med aktørerne. Og når mobningen er stoppet, kan processen understøttes af konfliktmægling i konkrete episoder fremover. Det er bare vigtigt at gøre sig klart, hvilke grundprincipper fra konfliktmægling, der kan anvendes ved mobbeintervention, og hvilke der ikke kan.

Forskellene i oversigtsform

For at anskueliggøre forskelle på mobning og konflikt har vi opstillet en række overskrifter i nedenstående skema. Oversigten er udarbejdet med det forbehold, at overskrifter i sig selv ikke er særlig udredende og sjældent kan stå alene, idet udsagnene bliver lige vel kategoriske.
Oversigtens formål er ene og alene at give et øjebliksindtryk i samlet form over de forskelligheder, vi finder relevante. Et ”snapshot” billede af det der er uens for også at forstå, hvor de to fænomener nærmer sig hinanden.

Mobning	Konflikt
Kun negative aspekter	Både positive og negative aspekter
Ikke almenmenneskeligt	Almenmenneskeligt vilkår
Opstår i miljøer præget af lav tolerance	Destruktive konflikter næres af lav tolerance
Sjældent præget af direkte konflikt mellem dem, der mobber, og den der mobbes	Uoverensstemmelser og spændinger mellem parter
Gruppen markerer, at de ikke har noget til fælles med den, der mobbes	Konflikten udtrykker, at parterne har noget til fælles, som de konflikter om
Opstår i ufrivillige fællesskaber. Mobning kan og bør forebygges.	Opstår i både frivillige og ufrivillige fællesskaber. Konflikter kan og skal ikke forebygges. Optrapning kan foregribes bl.a. ved konfliktmægling.
Absolut asymmetri	Ofte relativ asymmetri
Er et overgreb inden for en bestemt magtstruktur i gruppen	Kan indeholde overgrebssituationer

Dilemmaer

Eksempel nr. 1: En dreng kommer opskræmt hjem og fortæller sin mor, at han sammen med en kammerat har været passet op af to brødre og deres venner i en forretning i byen. De virkede truende, og de to kammerater skyndte sig at flygte. De er bange, for de har haft andre episoder med brødrene. Moderen har også modtaget truende og krænkende sms’er fra de to brødre. Nu må det stoppe. Er der her tale om mobning eller konflikt?

I forarbejdet opklarer konfliktmægleren, at der har været krænkelser på begge sider; at der er tale om skærmydsler der opstår ved mere eller mindre tilfældige møder, og at parterne i øvrigt ikke har – eller ønsker at have – noget særligt med hinanden at gøre. Mægleren kan altså ikke identificere den række af karakteristika der gør sagen til mobning. Forældre på begge sider bliver inddraget og deltager i en konfliktmægling. Episoderne bliver trevlet op, misforståelser opklaret, undskyldninger givet og aftaler indgået: Drengene sletter hinandens mobilnumre fra telefonerne, aftaler at hilse, hvis de mødes tilfældigt og ellers ikke have noget med hinanden at gøre.

Mægleren har ikke mere med sagen at gøre, bortset fra et aftalt check efter 2-4 uger om aftalen overholdes. Drengene er glade for at slippe ud af konflikten med værdigheden i behold og har muligvis endda lært noget om deres egne og andres reaktioner, som kan komme dem til nytte i fremtiden. Og forældrene har fået indblik i sider af deres børns liv, som de måske ikke kendte til.

Eksempel nr. 2: Fire piger i 7.klasse dænger hinanden til med chikaner, skældsord og trusler. Sagen har kørt igennem et halvt år og påvirker klimaet i pigernes klasser. De tre af pigerne går i samme klasse, den fjerde i parallelklassen. Det er mest hende det går ud over. Mobning eller konflikt?

Den voksne der optrævler historierne konstaterer, at der er tale om krænkelser med karakter af overgreb; at det er tre mod én, og at det altså har stået på gennem længere tid. Faktorer der peger på mobning. Men hun finder også ud af, at den fjerde pige er meget stærk, vred og handlekraftig. Hun oplever sig ikke som svag og afmægtig og vil gerne mødes med de tre andre piger for selv at medvirke til at få sagen opklaret og stoppet.

Der bliver derfor arrangeret en konfliktmægling med den voksnes assistance. Hvis pigen derimod have følt sig afmægtig og reageret som offer for et overgreb, kunne et mæglingsmøde med de tre ’krænkere’ have forværret hendes tilstand, fordi hun ikke ville være i stand til at deltage på lige fod, før hun havde genvundet sin kraft og tro på sig selv.

En oplagt gråzonesag, som er svær at analysere. I denne sag var det derfor en gevinst, at mægleren både vidste noget om mobning og var uddannet konfliktmægler.

Eksempel nr. 3: Der har i længere tid været en del uro i pigegruppen i 6.a. Emma og Amanda skiftes til at være sure eller meget kede af det. Pigerne laver aftaler på kryds og tværs, og det skaber nervøsitet om, hvem der er med i aftalerne. Der er frikvarterer med mange tårer, og den kvindelige lærer, der synes hun har et tæt forhold til pigerne, føler sig magtesløs.

Hun har dog lagt mærke til, at Anna er blevet helt stille og passiv. Det viser sig, at pigerne gennem et længere stykke tid har udviklet et negativt hierarki, hvor de piger, der dominerer, konkurrerer indbyrdes om at lave aftalerne. Anna er ikke med – overhovedet, men har stiltiende accepteret rollen som den udstødte. Det er dog konflikterne mellem dominanterne der larmer, og derfor opdages udstødelsen af Anna først senere.

I lærerteamet bliver man enige om at give Anna en hånd i ryggen for at komme ind i pigegruppen igen. Samtidig gennemgår klassen en proces, hvor der arbejdes med ”det gode kammeratskab”. Parallelt holder pigerne af og til pigemøder, hvor der kommer ord på det usagte.
Forældrene bliver bedt om at bakke op og opmuntre de mere passive piger til at komme på banen.

Efter et år er stemningen bedre. Der er piger, der har ”opdaget” hinanden og begynder at ses i fritiden, og der har udviklet sig fælles uskrevne sociale spilleregler mellem pigerne som håndhæves, når der er behov for det. Isolationen omkring Anna er hørt op, og ganske langsomt opbygges relationer mellem hende og to andre piger i gruppen.

Her er tale om antimobbearbejde. Det ville være både vanskeligt og uhensigtsmæssigt i denne sag at starte med at mægle i de mange konkrete episoder. Anna må have en ’advokat’, og det negative hierarki afdækkes ikke nødvendigvis i mægling. Balancen er for skæv, og parterne vil have svært ved i en mægling selv at komme frem til løsninger, der bryder hierarkiet. Endnu værre vil Anna måske opleve at stå ekstra svagt og magtesløs. Når det sociale klima i klassen er genoprettet, vil det være naturligt at arbejde videre med konflikthåndtering og -mægling i de konkrete episoder, der selvfølgelig opstår hen ad vejen.

Når mobning og konflikter krydser

Både mobning og konflikt kan opleves meget ”larmende” og stemningsladet for de omkringstående, og det er endnu en årsag til, at de to fænomener ofte forveksles. Nedsættende ord og øgenavne høres både i mobning og ved konflikt. Mobning og konflikt kan også på anden måde krydse hinanden. Nogle mobbeepisoder er afløbere af et nederlag i en anspændt konfliktsituation. Det kan være børn der har tabt ”konflikten” og ikke selv formår at genoprette balancen. De er nærmest ”lammede” af konfliktens ubehageligheder. Det kan for eksempel ske for børn der oplever periodisk mobning.

For de permanente udstødte er det dog værd at nævne, at der sjældent har været en forudgående konflikt, før mobningen er en realitet. I mobbernes indbyrdes forhold kan der eksistere en hård magtkamp, der også er præget af et højt konfliktniveau.

For den voksne, der gerne vil intervenere her, kan det være svært at skille tingene ad. Hvad er mobning – hvad er konflikt? Første skridt må derfor altid være at afdække sagen og dens parter. Og endelig ses det, at mobbeepisoder blandt børn af og til fører til konflikter blandt voksne om, hvor alvorligt man skal gribe ind. Det kan være konflikter forældre imellem, der udvikler sig til en strid om det, man kan kalde for ”skyldregnskaber”. Eller det kan være konflikter mellem lærere på den ene side og forældre på den anden side.
Som fagperson, der træder til udefra, skal man altså både håndtere en konfliktsituation mellem de voksne samt kortlægge den underliggende mobbesituation mellem børnene. Det er ikke altid lige let, og desværre har børnene næppe fået det bedre efter, at de voksne er røget i totterne på hinanden.

Kulturudvikling: En trivselsplan på to ben

Kulturudvikling tager tid og skal plejes som en have. Det primære og væsentligste arbejde ligger i at bearbejde jorden godt og gøde den jævnligt. Det må være et mål for en skole i nutidens komplekse samfund at skabe et miljø, hvor alle kender til at håndtere konflikter konstruktivt, og hvor mobning har dårlige vækstbetingelser. Det sker ved at opbygge en høj grad af tolerance samt accept af mangfoldighed og forskelligheder hos både børn og voksne. Vi vil som afslutning udstikke nogle pejlemærker i en sådan kulturudvikling, der udover at påvirke trivslen også sikrer stort fagligt udbytte for alle elever.

Hvad kan der gøres på skolerne?

• Indarbejde både konflikthåndteringsstrategier og antimobning i målsætningen for skolens samlede handleplan for den gode trivsel. Lægge vægt på det kontinuerlige arbejde med klimaet i den enkelte klasse.
• Antimobning: Indføre tre led i handleplanen: forebyggelse, beredskab og opfølgning.
• Opbygge en konfliktkultur: Samværsregler, sociale handleplaner, undervisning til alle i konflikthåndtering, gribe de aktuelle konflikter og håndtere dem konstruktivt, indføre konfliktmægling.
• Kvalificere personalet til at agere inden for de to ”discipliner”: antimobning og konflikthåndtering. Tiden er givet godt ud. Både mobning og negative konflikter er i sig selv en tidsrøver.
• Inddrag børnene i arbejdet.
• Brug forældregruppen som alliancepartnere.

Over for denne indsats vil mange spørge: ”har travle skolefolk tid til alt det?”. Og så i disse Pisa tider, hvor der er ekstra fokus på indlæringsresultater, og hvor der stilles krav alle steder fra.

For det første er det værd at fremhæve, at det i længden er meget tidsslugende at ignorere mobning og negativ konfliktkultur. Det skyldes følgevirkningerne, som ofte er voldsom uro, vold, indlæringsblokeringer osv.

For det andet er mange skoler allerede i gang med at udvikle antimobbepolitik eller konflikthåndteringsstrategier. I stedet for at stå i en kunstig ”enten eller” valgsituation eller lidt krampagtigt sidestille de to fænomener, kan det være mere overskueligt at indarbejde begge dele i den samme plan for bedre skoletrivsel.

På trods af forskelligheder er målet for god konfliktkultur og antimobning nemlig det samme – en høj grad af anerkendelse, accept og tolerance.

---

Offentliggjort første gang januar 2006 på www.folkeskolen.dk

---

For fagprofessionelle og andre, som arbejder med unge, har vi kurset Konflikthåndtering med unge.