Værdier og antagelser i ikkevoldeligt konflikt­arbejde

Ikkevoldeligt konfliktarbejde handler om at kæmpe for det, man værdsætter, uden at skade den anden. Man prøver at møde sin modpart i en direkte og ærlig kontakt Man bruger konfliktens iboende energi til at finde nye, opfindsomme måder til at løse problemet, så sagen afklares, og det indbyrdes forhold mellem parterne forbedres.

Det handler således ikke om at være flink eller fredelig, endsige eftergivende. Det er ikke en ny måde at være medgørlig på. Det betyder heller ikke, at der ikke er passion, beslutsomhed, drama eller ophidsede ord og handlinger. Det er der, og det er vigtige elementer i konfliktarbejde. Vi ser meget nødigt, at vores arbejde fører til, at folk giver efter eller underkaster sig med et smil, når deres behov og værdier bliver krænket. Hvis man ser på konfliktarbejde som en rent teknisk arbejdsmetode, kan den bruges til at passivisere, manipulere og undertrykke folk, der forholder sig kritisk og som ønsker forandringer. Den form for konfliktarbejde, som vi kan stå inde for, er imidlertid bundet sammen med nogle værdier og en etik, som vi henter i filosofien om ikkevold.

Vi kan ikke fortælle andre folk, hvordan de skal opføre sig i en konflikt, for det har vi ikke belæg for. Men vi har værdier, som giver mening for os, og vi ser konfliktarbejde som mere end en samling praktiske metoder til at bringe hvem som helst på talefod.

Vi er inspireret af den sammenhæng mellem demokrati og konflikthåndtering, som her udtrykkes af Hal Koch :

„I det store og hele findes der kun to veje til … (en) løsning: 1) man kan slås sig til rette, hvilket vil sige, at det bliver den stærkeres vilje, som råder; … 2) man kan tale sig til rette, hvilket vil sige, at man gennem en samtale mellem de stridende parter søger at få sagen alsidigt belyst, og at de samtalende parter virkelig bestræber sig for gennem samtalen at nå til en rigtigere og rimeligere forståelse af konfliktens problem. Dette er demokrati.“

Vi ser konfliktarbejde som en gren af ikkevold, en af mange handlemåder, som mennesker kan bruge i en bevidst, aktiv og ikkevoldelig indsats for at få opfyldt deres behov.

Vores praksis er inspireret af et tankesæt om ikkevold, som har mange inspirationskilder, ikke mindst Mahatma Gandhi. Denne tænkemåde har nogle antagelser, som spiller en rolle for os.


Teksten er fra Konflikt og kontakt af Else Hammerich og Kirsten Frydensberg, Hovedland, 2012 (3. udgave)

Angiv venligst kilde ved brug.


Konflikters farer og mulighed
Definition og konfliktsyn
Den skabende og ødelæggende konflikt
Værdier og antagelser i ikkevoldeligt konfliktarbejde
Ikkevoldens tankesæt