Konflikters eskalering
Enhver konflikt er unik og udfolder sig som et helt nyt drama, der ikke kan sættes på formel
Alligevel lader det til, at der findes et mønster for destruktiv optrapning, en slags drejebog, som man er tilbøjelig til at følge, når man farer vild og fortaber sig i konflikten.
Der findes mange forskellige konflikttrapper i faglitteraturen. Men konflikttrappen synes at være næsten global. I hvert fald har vi præsenteret den for folk fra mange lande og kulturer, og de har alle nikket genkendende til de trin, man typisk og nærmest ubevidst tager, alt imens konflikten griber om sig.
Om de enkelte trin på trappen
Uoverensstemmelse
”Vi ser forskelligt på sagen”.
Her prøver parterne at løse en opstået uenighed, et problem. Når det lykkes at komme frem til en løsning, som er tilfredsstillende for parterne, er problemet løst, og der er ingen konflikt.
På dette første trin på konflikttrappen er sag og person endnu ikke blandet sammen. Men det kan ske, at der kommer støj på linjen, og kontakten mellem de to bliver usikker.
Grænsen mellem uoverensstemmelse og personificering
Denne grænse er afgørende. Når den er passeret, kan den gensidige modvilje, irritationen, den dårlige stemning og forvirringen hurtigt brede sig.
Det er ved denne grænse, at træningen i at nedtrappe konflikter er mest enkel og effektiv. Det er lige her, man kan overveje, hvordan man vil reagere på den spirende konflikt og prøve at gøre det på en måde, som afspænder.
Hvis blot den ene af parterne beslutter sig for ikke at spille med, men at forblive saglig eller at tale åbent ud om misstemningen, så kan det lykkes at bremse optrapningen.
Jo tidligere det sker, jo bedre kan det lykkes, og jo højere op ad konflikttrappen man kommer, jo sværere bliver det.
Det er lige netop på denne grænse, at den fatale (og normale) sammenblanding af person og sag sker. Man begynder at ‘gå efter manden og ikke efter bolden’. Men når man bliver mere opmærksom på denne mekanisme med det lynhurtige skift af vredens kurs fra sagen til personen, kan man faktisk med tiden vænne sig til at komme tilbage til sagen, før situationen går amok. Ikke altid, men oftere end før.
Personliggørelse
”Han er helt urimelig!” eller ”Hvem tror de, de er?”
Nu er det ikke længere udelukkende problemet, der er problemet, men i stigende grad den anden. Det er den andens skyld, og negative følelser som irritation, frygt og forvirring begynder at afskære den indbyrdes kontakt.
Man bebrejder, angriber, forsvarer sig og føler sig mere og mere usikker, angrebet og utilpas. Man betvivler hinandens hensigter og begynder måske at stemple den andens karakter, sagt eller uudsagt. Man tænker ikke så klart som før, for de negative følelser skaber kaos og slører tanken.
Problemet vokser
”Det er jo heller ikke første gang!”
Da man nu har hvæsset sin negative opmærksomhed på den anden, kommer man i tanker om, at det jo ikke er første gang, han eller hun skejer ud. Man husker pludselig andre episoder samt en del brist og fejl hos den anden. Man kommer i tanker om andre problemer, som han eller hun skaber. Gammel uret og nag dukker frem sammen med gamle, uafsluttede konflikter, som man aldrig har fået udredt, og troede, man havde glemt.
Grænsen mellem ‘problemet vokser’ og ‘samtale opgives’
Også her er en vigtig skillelinje. Når samtalen er opgivet, og kontakten afbrudt, kan konflikten for alvor eskalere, for det er netop kontakten mellem parterne, der kan rette op på fjendtligheden. Så at opretholde kontakten, hvor besværligt og ubehageligt det end kan være, er en af de vigtigste konflikt-løsende handlinger, man kan foretage.
Samtalen opgives
”Det nytter ikke. Man kan jo ikke få hende i tale. Har jeg ikke ret?”
De negative følelser indsnævrer tankebanerne, og man kan blive fanget i et tunnelsyn. Man kommunikerer upræcist, og begge parter forvrænger, hvad den anden siger. Man kan heller ikke holde ud at høre, hvad den anden siger, og man lytter selektivt efter den andens urimeligheder.
Efterhånden bliver det for ubehageligt at være ansigt til ansigt med den anden, og sproget slår tydeligvis ikke til. Man har jo ‘sagt det 117 gange’ – og det nytter ikke!
Man begynder at undgå at tale sammen og taler i stedet for dårligt om hinanden. Man kommunikerer med handling, undlader at hilse, gaber, når den anden siger noget til et møde, undgår øjenkontakt, vender ryggen til. Der er mange muligheder.
Nu er det de negative fortolkninger, som tager over, og man søger forbundsfæller og danner partier. Man har brug for at tale med nogen om konflikten og om den anden, brug for at komme ud af sit kaos og brug for, at nogen skal bekræfte, at man bliver behandlet urimeligt. Brug for at vide, at man ikke ser spøgelser ved højlys dag.
Fjendebilleder
Jo mere man lukker af for den anden part, jo mere fastlåst og eksplosivt bliver forholdet. Man begynder at tænke så dårligt om den anden og bliver så unuanceret, at man ikke kan skimte noget som helst positivt hos den anden. Man umenneskeliggør den anden og har måske netop brug for at tænke helt sort om sin modpart for selv at kunne rumme en vrede, som er så stor, at man ikke synes, man kan tillade sig den. Med mindre modparten er totalt forkastelig.
Der sker også en forandring i en selv, idet man på dette trin tænker og handler på måder, som i den grad er i strid med ens egne værdier og selvbillede.
Når fjendebilleder svækker overblikket, bliver den oprindelige uoverensstemmelse næsten usynlig. Målet er nu udelukkende at få ret, at vinde over den anden, måske at skade ham eller hende.
Det er ‘dem eller os’, ‘øje for øje’, ‘helte og skurke’,
Hvis konflikten senere bliver afspændt, og man tænker tilbage på det fjendebillede, man så for sig, så fatter man ofte ikke, hvad det dog var for et monster, man forestillede sig, og man må undres over sin egen forblindelse.
Når de gensidige fjendebilleder dominerer, er konflikten blevet som en magnet, der tiltrækker energi. Man må uafladeligt beskæftige sig med den og kan dårligt interessere sig for andet. Man føler afsky for den og tiltrækkes af den på samme tid.
Åben fjendtlighed
Nu kan de fjendtlige handlinger som mobning, chikane, anonyme klager og eksklusion tage fart.
Man ser nu ikke længere hinanden som mennesker af samme slags som en selv – fornuftige mennesker, som dybest set ønsker fred og rimelighed, og som lider ved konflikten. Derfor kan man skride til åbne, fjendtlige handlinger. Fysisk og psykisk.
Moderate personer bliver udgrænset i begge lejre, fordi de stadig ser fjenden som menneske, fordi de ønsker forhandling, og fordi de prøver at se sagen fra begge sider. Alene af den grund bliver de ofte anset som forrædere, vendekåber, naive og upålidelige.
Polarisering
Nu kan parterne ikke længere være på samme sted. Det er skilsmissernes, fyringernes, opsigelsernes, flugtens og ghettodannelsernes tid. Man flygter eller jages væk. I bedste fald har parterne ikke længere kontakt, i værste fald fortsætter de kampen på afstand. Som f.eks. efter dårligt håndterede skilsmisser, hvor forældrene bruger venner og børn som våben mod hinanden.
Teksten stammer fra hæftet
Konstruktiv konfliktløsning – fra sammenstød til samspil
Tekster om at forstå, møde og løse konflikter
Udgivet af Center for Konfliktløsning
Angiv venligst kilde ved brug.
———————————–
Teksten bygger på Center for Konfliktløsnings grundbog Konflikt og kontakt af Else Hammerich og Kirsten Frydensberg, Hovedland
På vores kurser og uddannelser arbejder vi i dybden med det konfliktfaglige stof – se mere her.
